Der er lagt op til en flad til let negativ åbning på det danske aktiemarked onsdag, hvor omsætningen sandsynligvis fortsat vil være efterårsferieramt.
Der er ikke meget at agere på, når det gælder det danske marked, da selskabsspecifikke nyheder er få med frasalg hos Ørsted og kursmålsændring i blandt andet Carlsberg som højdepunkterne.
I USA lukkede Wall Streets brede S&P 500-indeks tirsdag med et plus på 0,7 pct., hvoraf cirka en fjerdedel af stigningen skete, efter at det danske marked var lukket.
De asiatiske aktier har onsdag udviklet sig med en mindre positiv undertone, mens de amerikanske aktiefutures indikerer små kursfald på 0,1 pct. fra åbningen i New York senere på dagen.
Ses der på den tyske DAX-future som indikator for det danske aktiemarked, peger det på en lille negativ åbning, idet børsen i Frankfurt ventes at åbne med fald på godt 0,2 pct.
Tirsdag lukkede C25-indekset med en solid stigning på 1,3 pct. i 1922,77.
KURSMÅL OG PEERS
Carlsberg har fået kappet af kursmålet for bryggeriets B-aktie. Det er finanshuset DNB Markets, der har skåret 6 pct. af målet, således at det nu lyder på 1175 kr. mod førhen 1250 kr.
Anbefalingen af aktien er dog stadig "hold", selv om det nye kursmål indikerer et potentiale på 11 pct. i forhold til lukkekursen tirsdag.
Læs også: Lau Svenssen gennemgår C25 listen: Farven gul første segment - lovende potentiale
Carlsberg faldt tirsdag 0,2 pct. til 1056,50 kr. DNB har haft en neutral anbefaling af aktien siden april, hvor kursen på aktien lå i 1077 kr.
It-koncernen Trifork har fået løftet kursmålet på aktien til 265 kr. fra 235 kr. af finanshuset Carnegie.
Analytikerne gentager anbefalingen "køb".
Investorerne i DSV har fået nyt fra Schweiz, hvor konkurrenten Kuehne+Nagel har leveret regnskab for tredje kvartal. Få overblik over regnskabet her.
DSV steg tirsdag 1,6 pct. til 1524,50 kr.
Energiselskabet Ørsted sælger halvdelen af havmølleprojektet Borkum Riffgrund 3 på samlet 900 megawatt (MW) til Glennmont Partners.
Prisen lyder på omkring 9 mia. kr. Det kan du læse mere om her.
Ørsted lukkede i 890 kr. efter en stigning på 1,5 pct.
Bankerne kan komme i fokus onsdag. Et godt regnskab for tredje kvartal fra svenske SEB, der klart toppede klart forventningerne til indtægterne på toplinjen blander sig med Handelsbankens offentliggørelse af at ville skille sig af med de danske og finske aktiviteter.
Sydbank kunne være en mulig budgivere i forhold til den danske del af Handelsbankens forretning, og også Jyske Bank, som har vist opkøbsinteresse herhjemme, kunne være en mulighed.
Jyske Bank øgede 1,3 pct. tirsdag til 320 kr., mens Sydbank droppede 0,5 pct. til 220,80 kr.
Danske Bank og Nordea vurderes til gengæld ikke at være interesserede i Handelsbankens danske aktiviteter.
Danske Bank lukkede tirsdag i 114,95 kr.og Nordea sluttede i 81,35 kr. efter stigninger på henholdsvis 0,6 pct. og 0,4 pct.
Læs også: Aktiechef: 7 danske aktier, der kan blive ramt, hvis renten stiger
Læs også: Det danske pensionssystem er blandt de bedste i verden
.\˙ MarketWire