I eftermiddag dansk tid lander der friske tal for det såkaldte kongetal – og det kan normalt rykke i markedet.

Sådan lyder det fra investeringsstrateg i Saxo Bank, Oskar Barner Bernhardtsen i en kommentar torsdag aften.

Tallet illustrerer hvor mange nye job, der er blevet skabt i USA i januar udenfor landbruget. Det er også kendt som non-farm payrolls.

»Indtil nu har svaghedstegn i jobmarkedet været positivt. Med andre ord har en højere arbejdsløshed og færre nye jobs i USA påvirket aktier positivt, da en svag rapport samtidig har givet forhåbninger om rentefald,« forklarer investeringsstrategen.

»Til dels vil en svagere rapport fortsat betyde lavere renter, men lige nu virker det som om, at inflationen kommer ned med god hastighed på trods af et stærkt arbejdsmarked. Derfor vil jeg personligt selv se et fortsat stærkt arbejdsmarked og lavere inflation som det bedste scenarie for aktiemarkedet,« tilføjer han.

Ifølge Nordeas morgenrapport er der en forventning om, at der blev skabt omkring 190.000 nye job i januar. Til sammenligning blev der i december skabt 215.000 job. 

Læs også: Så meget får færdig C25-topchef med sig ud af døren

Læs også: Børshus ændrer syn på dansk folkeaktie