'Underperform' og 'outperform' beskriver, hvordan en aktie, en sektor eller en aktiefond klarer sig.

Det kan være i forhold til andre sammenlignelige aktier, et aktieindeks eller markedet generelt.

»At underperforme« betyder, at en aktie, sektor eller investeringsfond ikke klarer sig lige så godt som andre dele af aktiemarkedet – for eksempel C25-indekset eller S&P500 – eller markedet generelt.

Alle aktier – uanset om det er Novo Nordisk, Vestas eller Apple – kan i perioder enten outperformer eller underperfome.

Se også: Aktieordbog

»At outperforme« henviser til, at en aktie, sektor eller aktiefond klarer sig bedre end benchmark eller markedet generelt.

Der er en særlig grund til, at du skal fokusere på, om dine aktier klarer sig bedre eller ringere end andre aktier, forklarer Danske Banks senior investeringsstrateg, Lars Skovgaard Andersen.

Det handler om, at du helst skal have de bedste aktier i din portefølje, og at dine aktier derfor helst skal gøre det bedre end andre aktier, forklarer han.

Læs også: 12 børsudtryk, du bør kende

»Nogle gange glemmer man at fokusere på, hvor godt ens aktie klarer sig. Jeg ville gerne have, at du som investorer fokuserer på, hvordan din investering klarer sig i forhold til andre dele af aktiemarkedet,« forklarer han og fortsætter:

»Hvis din aktie er steget 10 pct., så er du måske glad, men 10 pct. er måske ikke så godt, hvis resten af markedet er steget 40 pct.«

At en aktie underperformer kan skyldes, at den pågældende aktie, sektor eller fond ikke er i stand til at levere forventede resultater eller er påvirket af ugunstige forhold eller negative begivenheder i økonomien eller markedet.

Se listen: 50 aktieord, du bør kende

»Når markedet falder, skal du følge med i, om din aktie eller din investering falder mere eller mindre end markedet. Hvis dine aktier falder mere end andre aktier, skal du overveje at sadle om. Det er nødvendigt for at optimere din portefølje,« forklarer Lars Skovgaard Andersen.

Når din aktie omvendt klarer sig bedre end markedet eller andre sammenlignelige selskaber, kan det skyldes forventningerne til aktien.

Det kan skyldes, at den pågældende aktie, sektor eller fond kan levere bedre resultater end forventet eller er påvirket af gunstige forhold eller positive begivenheder i økonomien eller markedet.

Læs også: 7 lette råd: Sådan kommer du i gang med at investere

Det er vigtigt at huske, at både underperformance og outperformance kan være midlertidige eller langsigtede, understreger Lars Skovgaard Andersen.

En aktie, sektor eller investeringsfond, der i øjeblikket underperformer, kan måske opleve bedre resultater i fremtiden, mens en aktie, sektor eller investeringsfond, der outperformer i øjeblikket, kan opleve lavere resultater i fremtiden.

Derfor bør man altid tage hensyn til både den nuværende og den historiske performance, når man træffer investeringsbeslutninger.