
Hvad er Buffett Indicator?

'Buffett Indicator' er et mål for, om aktierne i et land er dyrt prissat.
Det er en metode, der har fået navn efter investeringsguruen Warren Buffett, efter han omtalte det i magasinet Fortune i 2001.
Indikatoren er et mål for forholdet mellem et aktieindeks samlede værdi og landets bruttonationalprodukt.
Læs også: Det dækker investeringsbegreberne over
Warren Buffett har brugt beregningen til at vurdere, om det amerikanske aktiemarked er over- eller undervurderet i forhold til USA's økonomi. 'Oraklet fra Omaha', som den 89-årige stjerneinvestor undertiden kaldes, har beskrevet beregningen som 'det bedste mål for, hvor markedet står i øjeblikket.'
Typisk anvendes aktieindekset 'Wilshire 5000 Total Market Index', som er et market cap-vægtet indeks bestående af ca. 3500 aktier, til at beregne tallet.
De '5000' i indeksets navn stammer fra antallet af aktier i indekset, da det blev lanceret i 1974.
Buffett-indikatoren beregnes ved at dividere den samlede værdi af aktierne i indekset med bruttonationalproduktet i USA, hvorefter det ganges med 100:
Buffet-indikator = (Markedsværdi/BNP) * 100
Flere mener, at Buffett-indikatoren bør være under 100. Hvis den er over 100 anses markedet for at være overvurderet.
I perioden fra midten af 1970’erne og frem mod 1987 lå indikatoren i spændet på '40-60' pct., ifølge Corporate Finance Institute. Men tre gange har indikatoren krydset 100 pct.
Første gang var i slutningen af 1990’erne, hvor aktiemarkedet som bekendt kulminerede, da IT-boblen sprang ved årtusindeskiftet. Her lå Buffett-indikatoren på 136,5 pct. Anden gang var op til Finanskrisen i 2008-09. Her nåede indikatoren op på 104,9 pct. Tredje gang var omkring 2013, hvor indikatoren passerede de magiske 100 og fortsatte op.
Den 25. november 2022 lå Buffett-indikatoren for det amerikanske aktiemarked ifølge Gurufocus på 159.9 pct., dvs. 'Betydelig overvurderet.'
Står tallet til troende, giver det måske anledning til at få set porteføljen efter i sømmene.
Læs også: Porteføljeforvalter: Derfor skal du have udbytteaktier
Læs også: Et spørgsmål går igen: Hvorfor købte Warren Buffett ikke i marts?