Henter kommentarer

Hvad er Guldlok-scenariet?


Guldlok-scenariet er et særligt gunstigt investeringsmiljø for aktier.

Det bruges om en situation, hvor økonomien er i stabil vækst med lav inflation, forklarer Danske Bank.

Navnet kommer af eventyret om 'Guldlok og de tre bjørne', hvor pigen Guldlok kommer hjem til tre bjørne. Der er ingen hjemme, men hun finder tre skåle med grød: En, der er for varm; en, der er for kold og en, der er lige tilpas varm.

Guldlok ender som bekendt med at spise den grød, der var helt perfekt tempereret.

Guldlok-scenariet henviser til en økonomi, der hverken er for kold eller for varm, men tilpas gunstig til, at der ikke genereres inflation, som centralbanken er nødt til at bekæmpe med renteforhøjelser, lyder det fra Danske Banks strateg, Lars Skovgaard Andersen.

»I det scenarie er økonomien hverken så varm, at inflationen tager overhånd, eller så kold, at det udløser en recession. Den er lige tilpas, ligesom temperaturen på den grød, Guldlok spiser i eventyret. Det er normalt et gunstigt scenarie for aktier og har de senere år sendt især vækstaktier i vejret,« forklarer strategen.