Det er svært at overvurdere betydningen af aftenens regnskab fra Nvidia, som kommer til at være toneangivende for stemningen inden for investering i kunstig intelligens.

Aktien er brandvarm, og forventningerne er enorme, så der er ikke plads til skuffelser. Det er faktisk helt modsat. Nvidia skal gerne overraske markedet positivt, lyder vurderingen fra flere eksperter.

På bare fire år er Nvidia gået fra en markedsværdi på 350 mia. dollar til 5.300 mia. dollar. Det gør selskabet til verdens mest værdifulde, og derfor imødeser investorerne aftenens regnskab med spænding, vurderer Philip Jagd, der er aktiechef i Sampension.

»I kraft af Nvidias størrelse har selskabets regnskabsaflæggelser nemlig potentiale til ikke bare at skabe bevægelse i Nvidias egen aktiekurs, men også til at blive retningsgivende for aktiemarkederne bredere set,« siger han.

Forventningerne er høje, men Nvidia har slået dem til indtjeningen i over 90 pct. af sine regnskaber de sidste 10 år, lyder det fra aktiechefen:

»Det bidrager desuden til udsigterne for, at Nvidia overrasker positivt, at regnskabssæsonen inden for teknologi har været bomstærk.«

Phillip Jagd er aktiechef i Sampension.
Phillip Jagd er aktiechef i Sampension. Frederik Kongsgaard

Nvidia er ikke kun en retningsgivende for aktierne i selskaber, der er inden for mikrochip-segmentet. Selskaber, der bygger infrastrukturen bag kunstig intelligens, og som forsyner energien, kan også blive påvirket, skriver Lars Skovgaard Andersen, der er investeringsstrateg hos Danske Bank.

Markedet ser i stigende grad Nvidias regnskab som et signal om styrken af segmentet i kunstig intelligens.

»Et skuffende Nvidia-regnskab er derfor ikke kun et selskabsspecifikt problem – det kan hurtigt blive en trigger for hele chipsektoren,« vurderer han.

Investorerne kommer især til at fokusere på overskudgraden hos chipkæmpen, som siger noget om, hvor meget selskabet får ud af omsætningen.

»Bruttomarginen faldt under Nvidias langsigtede mål på 75 procent gennem flere kvartaler i 2025-26, før den senest har genvundet niveauet. Men hvis marginerne igen skuffer i forhold til selskabets egen guidance, kan det hurtigt blive et nyt negativt fokuspunkt,« lyder det fra Lars Skovgaard Andersen.

Nvidia oplever ifølge strategen større udgifter til komponenterne omkring selskabets mikrochips, og samtidig er priserne for produktionen af mikrochips hos verdens største chipproducent, TSMC, steget.

Her ses Danske Banks senior investeringsstrateg, Lars Skovgaard Andersen
Her ses Danske Banks senior investeringsstrateg, Lars Skovgaard Andersen Danske Bank

Hos Philip Jagd er Nvidias overskudsgrad også i fokus, men nye tal for mængden af ordre kan også afføde en reaktion hos markedet.

Samtidig kan udmeldinger fra topchefen Jensen Huang også være noget, som man skal zoome ind på, lyder det fra aktiechefen.

Inden regnskabet har flere analytikere været ude med opvarmninger, og den amerikanske storbank Bank of America har i sin fortsat anbefalet, at man køber aktien.

Storbanken er langt fra alene om at se positivt på kunstig intelligens og aftenens regnskab. Lars Skovgaard Andersen ser nemlig også fortsat et stort potentiale.

»Jeg er langsigtet positiv på AI som investeringstema, men det er ikke det eneste jeg anbefaler du har i din portefølje.« 

Regnskabet fra Nvidia ventes at komme i aften mellem klokken 22.00 og 23.00. Du kan følge med i gyseren her på Euroinvestor.dk.

Læs også: Jens Løgstrup: 'Det her bliver en aktie til hr. og fru Danmark'

Læs også: Analytikerne ser yderligere potentiale i ISS-aktien efter opjustering

Millionærklubben

Krig og geopolitisk usikkerhed har sat gang i enorme investeringer i forsvar og våbensystemer. I dagens udgave af Millionærklubben bliver vi klogere på, hvordan et dansk-svensk selskab i branchen oplever udviklingen. Samtidig diskuterer vi, om det stadig er et attraktivt sted at være som investor. Med i studiet er nemlig adm. direktør for Invisio Lars Højgaard Hansen og teknisk analytiker Lars Persson. Aktiechef i HC Andersen Capital Michael Friis Jørgensen bidrager også med sin analyse af, hvad vi skal holde øje med i regnskabet fra chipkæmpen Nvidia. Vært: Adam Geil