Inflationen fortsætter sin himmelflugt med et tempo, der ikke er set siden år 1983.
Det er konklusionen efter Danmarks Statistik har offentliggjort helt friske tal, der viser, at forbrugerpriserne er steget med 8,2 pct. i juni i forhold til samme måned sidste år.
Det er især, når vi skal købe madvarer i supermarkedet eller tanke brændstof på bilen, at de helt store prisstigninger rammer pengepungen. Fødevarer er på et enkelt år blevet 13 pct. dyrere.
En helt almindelig børnefamilie skal således have 35.000 kroner ekstra op af lommen i år, for at kunne købe det samme som sidste år.
Læs også: Forventer drastisk fald i populær aktie
»Det gør hamrende ondt i mange danskeres privatøkonomi, når prisstigningerne i den grad trækker veksler på budgetterne. Det kommer til at påvirke mange danskeres forbrug,« konstaterer Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.
Selvom priserne allerede har taget gevaldige spring opad, så kan der være yderligere stigninger på menuen.
Brian Friis Helmer fremhæver, at mere end halvdelen af detailhandlerne forventer at skrue priserne op i løbet af de næste tre måneder.
I Nykredit hæfter man sig også ved den historisk høje inflation, som er skabt af den »perfekte storm«. Krigen i Ukraine, coronanedlukninger og en stor efterspørgsel er hovedingredienserne i cocktailen, der får priserne til at eksploderer i øjeblikket.
Mere optimistisk vurderer banken, at prisstigningerne har taget sine største hop.
»Oliepriserne er kommet betydeligt ned i løbet af juni, tømmer- og jernpriserne falder, og hvedepriserne er faldet betydeligt. Det er med til at fjerne dele af inflationspresset, men det tager tid før det rammer forbrugerpriserne. Og vi skal formentlig helt hen til efteråret før pilen for alvor peger nedad igen,« udtaler Palle Sørensen, cheføkonom i Nykredit.
Til sammenligning var inflationen i maj måned 7,4 pct.


Det koster 0 kr. - vind luksusophold til 8.000 kroner