Henter kommentarer

Ikke set siden 9/11: Professionelle dropper aktier


Professionelle investorer holder sig væk fra aktiemarkedet i en grad, der ikke er set siden de tragiske 9/11-angreb i 2001.

Det viser en ny undersøgelse blandt globale porteføljeforvaltere foretaget af Bank of America, skriver Insider.

Rationalet er, at jo flere kontanter forvalterne har liggende – jo mindre tror de på aktiemarkedet. Rundspørgen viser, at kontantbeholdningen i fondene er på 6,1 pct., hvilket er det højeste siden oktober 2001.

»Efterhånden som bekymringerne i recessionen forstærkes, vender investorerne tilbage til kontanter, hvilket øger de gennemsnitlige likvide beholdninger til 6,1 pct. i september 2022 – det højeste siden oktober 2001 (efter 9/11-chok),« skriver bankens strateg, Michael Hartnett.

Læs også: Topøkonom med skarp kritik: Det er 'farlig gruppetænkning'

Det langsigtede gennemsnit er, at forvalterne har 4,8 pct. af deres midler liggende kontant.

Det er ikke kun kontantbeholdningen, som vidner om, at de professionelle aktiehoveder har en ydmyg tilgang til aktiemarkedet.

Rekordhøje 60 pct. af forvalterne svarer, at de tager mindre risiko i deres porteføljer end normalt. Derudover har rekordmange undervægtet aktier. Det vil sige, at de har færre aktier end sædvanligt.

De amerikanske aktiemarkeder oplevede tirsdag deres tungeste fald i år, hvor det brede S&P 500 indeks faldt med over 4 pct. Faldet skete i kølvandet på, at inflationen i USA var højere end ventet og landede på 8,3 pct.

Læs også: Nyt svaghedstegn på boligmarkedet

Læs også: Putins guldåre udfordret