Henter kommentarer

Ikonisk underholdningsaktie i markant fald


Den amerikanske underholdningsgigant Disney blev straffet af investorerne i tirsdagens handel. 

Disney, der er kendt for sine ikoniske tegneserier, forlystelsesparker og streamingtjeneste, dykkede med 9,5 pct. oven på deres nye regnskab. 

Her stod det klart, at antallet af abonnenter på dets Disney+ streamingtjeneste var lavere end forventet af analytikere, og at selskabets egne forventninger til årets overskud også var mindre end det, som analytikerne havde troet.

Det skriver Bloomberg News. 

Antallet af Disney+ abonnenter nåede op på 153,6 mio. pr. 30. marts, hvilket var under Wall Streets forventninger. De lød på 155,66 mio.

Det har bedømt på aktiekursen kun været en ringe trøst, at Disney løftede sin prognose for årets indtjeningsvækst fra 20 pct. til 25 pct. Analytikerne havde i stedet forventet en stigning på 25,5 pct..

Kursfaldet skal også ses i lyset af, at Disney ellers kunne fremvise en stigende indtjening. Indtjeningen steg til 1,21 dollar pr. aktie, hvilket overgik analytikernes konsensus på 1,12 dollar pr. aktie.

Disney har samtidig øget omsætningen med 1,2 pct. til 22,08 mia. dollar. Analytikerne havde dog sat næsen op efter en omsætning på 22,1 mia. dollar.

Det er ifølge finansmediet det fjerde kvartal i træk, at Disney har overgået indtjeningsforventningerne.

På trods af tirsdagens fald er Disney-aktien fortsat oppe med over 16 pct. siden årets start. 

Læs også: Niels vil sige op og leve af sin opsparing: Sådan kan han sikre formuen

Læs også: Chef sælger 55.000 C25-aktier