Amerikanske aktier stiger kraftigt i børsåbningen torsdag.

De tre store, toneangivende aktieindeks - S&P 500, Dow Jones og det teknologitunge Nasdaq-indeks - skyder alle i vejret.

Det er især tech-aktier, som investorerne hælder i porteføljerne. Nasdaq-indekset stiger 5 pct., mens S&P 500-aktieindekset stiger 3,8 pct. Dow Jones-indekset stiger 2,2 pct. Det er reaktionen på, at amerikansk inflation falder.

Inflationen faldt til 7,7 pct. i oktober fra 8,2 pct. i september, og det var noget lavere end ventet.

»Det her er en tidlig indikation på, at rentestigningerne virker,« tilføjer Bjørn Tangaa Sillemann.

Når vækstaktierne stiger mest torsdag, så skyldes det, at vækstaktier er blevet ramt hårdest, når renterne er steget.

Stigende renter gør, at selskabernes pengestrømme ude i fremtiden er mindre værd i nutidskroner. En højere rente påvirker vækstaktier i særlig grad frem for value-aktierne, fordi vækstaktierne relativt set har en større del af deres indtjening længere ude i fremtiden.