Henter kommentarer

Indbetalinger sætter rekord


Danskerne indbetalte tilsammen 147 mia. kr. til deres pension i 2022, hvilket er det højeste nogensinde i statistikkens levetid, der går tilbage til 2002, og 7,1 mia. kr. mere end året forinden.

»Danskerne satte et rekordstort beløb til side til deres alderdom sidste år, hvor der tikkede næsten 150 mia. kr. ind. I løbet af 2022 er der kommet omkring 60.000 flere i arbejde, mens også lønningerne har haft pil op. Det bidrager til at løfte de samlede indbetalinger til pension,« skriver privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, Brian Friis Helmer, i en kommentar.

Der er dog ikke noget nyt i, at pensionsindbetalingerne stiger årligt, da danskernes pensionsindbetalinger i overvejende grad bliver udregnet som en procentdel af lønnen, forklarer privatøkonomen.

Således forventer Brian Friis Helmer, at pensionsindbetalingerne i 2023 også vil stige, men der kan opstå bump.

»Lønningerne peger opad, og det vil i sig selv øge pensionsindbetalingerne. Vi forventer dog, at der ligger et beskæftigelsesfald og venter, og det kan så trække lidt den anden vej.«

Læs også: Nu stiger danskernes opsparing igen

Læs også: Boligejerne er vilde med risiko: Dette realkreditlån er det mest populære