Det mest risikable realkreditlån er i øjeblikket også det mest populære.
Det viser nye tal Nationalbankens bank- og realkreditstatistik for februar 2023.
Der er tale om realkreditlån med variabel rente og afdragsfrihed, som vinder frem blandt boligejerne.
»Når renten er høj, er det dyrt at låne penge, og derfor er det naturligt, at boligkøberne overvejer, om der er billigere alternativer. Hvis køberne samtidigt vurderer, at renteuroen er midlertidig, og at renten på et tidspunkt vil falde igen, er deres incitament for at betale ekstra for en rentesikring, der løber 30 år frem, ikke særligt stor,« forklarer Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nordea Kredit.
Læs også: Sådan blev boligøkonomen gældfri på den halve tid
Konkret viser statistikken, at lån med variabel rente nu udgør 56,1 pct. af det samlede realkreditudlån til boligejerne mod 45,8 pct. for bare ét år siden. Den kraftige stigning skyldes det seneste års rentestigninger, de mange omlægninger, og den store interesse for variabel rente blandt nye boligkøbere, forklarer boligøkonomen.
»De seneste års store rentestigninger har gjort det fordelagtigt for boligejere med fastforrentede lån at omlægge deres lån for herigennem at skære en del af deres restgæld,« siger Lise Nytoft Bergmann.
»En omlægning giver boligejerne en naturlig grund til at overveje deres lånevalg og herunder også om de bør skifte deres faste rente ud med en variabel, for eksempel fordi deres økonomi er blevet mere robust, siden de optog lånet,« tilføjer hun.
Hos Nordea vurderer de, at cirka fire ud af ti boligejere, der har omlagt deres lån, har skiftet den faste rente ud med en variabel.
Læs også: Cheføkonom: Sådan kan andelsboligejere skære deres rente ned
Men det er ikke kun lån med variabel rente, der vinder frem. Også de afdragsfrie lån er blevet populære – og i særdeleshed kombinationen af de to.
Lån med variabel rente og afdragsfrihed betragtes ellers som det mest risikable realkreditlån, men i dag er netop den kombination den mest populære blandt boligejerne, pointerer Lise Nytoft Bergmann.
»Variabel forrentede lån nyder stor popularitet blandt boligejerne, som følge af den lave ydelse, men de er ikke uden risiko, da en rentestigning slår hårdt igennem på ydelsen. Samtidigt vil man have mindre at stå imod med, hvis boligpriserne fortsætter med at falde, da man ikke automatisk oparbejder en buffer i form af de månedlige afdrag,« forklarer boligøkonomen.
Læs også:' Barske løjer for boligejerne': Flere tusinder kan blive skåret af friværdi
»Afdragsfrihed mindsker dog ikke udelukkede robustheden blandt boligejerne, idet den afdragsfrie periode kan give mulighed for at få nedbragt anden og dyrere gæld hurtigere. Risikoen på et realkreditlån afhænger derfor også af, hvordan man bruger besparelsen, hvis man vælge variabel rente eller afdragsfrihed,« tilføjer hun.
For bare ét år siden, altså lige inden at realkreditrenterne begyndte at stige kraftigt, var det de sikreste lån, som et lån med fast rente og afdrag det mest populære.