International betalingsgigant straffes hårdt af investorerne efter afsløringer om lyssky forretning: Taber 3,6 mia. i værdi på én dag

Tæppet er blevet hevet væk under betalingsgiganten Worldline denne onsdag, efter et internationalt mediesamarbejde har kunnet afsløre, at selskabet har haft højrisiko-kunder i form af falske datingsider, ulovlige kasinoer og prostitutionssider.
Worldline, der beskæftiger sig med betalingsløsninger både fysisk og online, har måttet se sin aktie falde med lige knap 37,8 pct. klokken 15.53 onsdag, efter investorerne har kunnet få indblik i de kulørte forretningsforhold.
Det er mediesamarbejdet European Investigative Collaborations (EIC), der blandt andre tæller Politiken, som har dykket ned i betalingsgigantens aktiviteter på baggrund af fortrolige interne dokumenter og data.
Som følge af afsløringerne fra EIC har Worldline i en pressemeddelelse blandt andet kunnet fortælle, at man siden 2023 har styrket sin kontrol med højrisiko-kunder, og man har ligeledes kigget den portefølje af kunder igennem, som står for ca. 1,5 pct. af den samlede volumen af transaktioner.
»Når koncernen identificerer tegn på ikke-overensstemmende situationer, iværksættes straks yderligere kontrolforanstaltninger, som potentielt kan føre til opsigelse af kundeforholdet,« skriver Worldline.
Siden afsløringen har Worldline tabt 3,6 mia. kr. i markedsværdi, viser tal fra Bloomberg.
Det franske selskab havde den 24. juni en markedsværdi på 9,7 mia. kr., og den er således faldet til 6,1 mia. kr. i skrivende stund.
Worldline er noteret på børsen i Paris, og aktien er faldet tilbage med næsten 72 pct. det seneste år.
Læs også: Tidligere storaktionær med hård kritik: Nordfyns Bank afviser udlægningen