I flere år har bankerne været allierede, men nu smækker SJF Bank med døren i forbindelse med frasalget af bankens store aktiepost i Nordfyns Bank.
Den nu tidligere storaktionær kritiserer Nordfyns Bank for manglende dialog og en for lav pris på Nordfyns Bank-aktien i forbindelse med en planlagt, men nu vingeskudt fusion med Fynske Bank.
Samtidig kan SJF Bank på ingen måde genkende Nordfyns Banks fortælling om, at SJF Bank ikke skulle have haft interesse i selv at fusionere med Nordfyns Bank.
Ifølge SJF Banks udlægning, som fremgår i en pressemeddelelse, modtog SJF Bank 2. maj i år fortroligt materiale om en nært forestående fusion mellem Nordfyns Bank og Fynske Bank. Her blev SJF Bank udelukkende præsenteret for prisen og et papir, hvor banken kunne erklære sin støtte til fusionen.
SJF Bank bad efter eget udsagn om mere materiale, men modtog et afslag, og det får direktøren i banken, Lars Petersson, til at rette kritik mod Nordfyns Bank:
»Det tilbud, som Nordfyns Bank Banks aktionærer blev præsenteret for, var efter vores vurdering for lavt - ja, tarveligt lavt. Og når man samtidig afviser at dele centrale dokumenter og analyser og afviser dialog, så underminerer man både gennemsigtighed og ejernes mulighed for at tage stilling,« siger han.
I maj fortalte bestyrelsesformand i Nordfyns Bank Per Maegaard til Euroinvestor, at banken ikke havde oplevet en interesse for opkøb fra andre aktører i markedet, men den udlægning er den nu tidligere storaktionær SJF Bank uenig i.
SJF Bank oplyser nemlig i forbindelse med frasalget af sin aktiepost i Nordfyns Bank, at banken siden købet af aktieposten i 2021 har tilkendegivet en interesse for en fusion.
En interesse, der i et brev fra SJF Bank til Nordfyns Bank i november 2024 blev konkret tilkendegivet ifølge SJF Bank, hvilket er få måneder inden fusionsplanerne mellem Fynske Bank og Nordfyns Bank blev præsenteret i maj.
Euroinvestor har bedt SJF Bank om dokumentation for blandt andet det omtalte brev. Det har SJF Bank afslået.
Hos Nordfyns Bank kan man ikke genkende udlægningen fra den tidligere storaktionær. Det skriver adm. direktør Holger Bruun i en kommentar til Euroinvestor.
»Jeg kan ikke genkende det billede, SJF Bank tegner af forløbet. SJF Bank indikerede den 6. november 2024 indirekte en potentiel interesse for dialog om fusion, og på den baggrund har vi efterspurgt et konkret oplæg til videre drøftelse. Vi modtog aldrig et oplæg fra SJF Bank. Det er kun i vores interesse at sikre god dialog om mulighederne for Nordfyns Bank på vegne af vores aktionærer.«
De nye oplysninger får imidlertid aktionær i Nordfyns Bank Jakob Have, der er direktør i investeringsselskabet Nordic Compound Invest, til at sætte spørgsmålstegn ved ledelsen i Nordfyns Bank, som han også tidligere har været kritisk over for.
»Det vigtige som aktionær er, at man har en bestyrelse, som varetager aktionærernes interesser. Det synes jeg, at man kan sætte spørgsmålstegn ved,« siger jakob Have fortsætter:
»Med de nye oplysninger er det svært at have tillid til, at de varetager aktionærernes interesse.«
Han peger på, at SJF Bank som storaktionær siden 2021 ikke har lagt skjul på, at banken har været interesseret i at fusionere med Nordfyns Bank. Intentionen har ikke været til »at tage fejl af,« siger han med henvisning til tidligere udtalelser fra adm. direktør i SJF Bank, Lars Petersson.
I en artikel i FinansWatch fra april 2021 udtalte direktøren nemlig, at SJF Bank var interesserede i en fusion, men kun hvis Nordfyns Bank selv ville.
Læs også: Vender på en tallerken: Børshus ser amerikanske aktier stige med 10 pct.
Læs også: Nykredit vil nu tvangsindløse de sidste aktier i Spar Nord
Millionærklubben Eksklusiv: Halvårsstatus - Millionærklubbens aktiekonkurrence spidser til
De konkurrerer på daglig basis i klubbens aktiekonkurrence, der handler om at få 250.000 kr. til at vokse mest muligt i løbet af et år. Men hvordan går det egentlig for de tre porteføljeforvaltere hér halvvejs igennem 2025? Mød Millionærklubbens faste panel den 26. juni til en aften, hvor forvalterne må stå til ansvar for deres valg og fravalg, og hvor de samtidig afslører, hvordan de har tænkt sig at sætte slutspurten ind i kampen om ikke kun pengene, men i høj grad også æren.
Debatten styres af Millionærklubbens vært, Bodil Johanne Gantzel, og i panelet kan du møde:
Lau Svenssen, chefanalytiker hos Svenssen & Tudborg,
Lars Persson, teknisk analytiker hos Aktierådet,
Michael Friis Jørgensen, aktiechef hos HC Andersen Capital
og Michelle Nørgaard, senior aktiestrateg hos Jyske Bank.
I løbet af aftenen byder vi også på et glas vin, øl eller sodavand og lidt snacks, så du kan læne dig tilbage, blive inspireret af panelets ekspertviden og ikke mindst blive klogere på, hvordan du får mest muligt ud af dine investeringer. Køb dine billetter her: https://www.euroinvestor.dk/nyheder/kommende-arrangementer