Ny bejler til bankfusion melder sig på banen: 'Jeg synes, at det er naturligt'
En ny spiller har meldt sig i kampen om Nordfyns Bank. Den lille bank fra Odense har været meget omtalt de seneste måneder, da der er flere aktører, der er interesserede i at fusionere med banken.
Lige nu er banken i dialog med Fynske Bank, men Middelfarts Sparekasse har torsdag også meldt sig på banen med et stort opkøb af aktier i Nordfyns Bank. En aktiepost, som Middelfart Sparekasse købte af SJF Bank.
Det er en udvikling, som aktionær i Nordfyns Bank Jakob Have, kalder »naturlig.«
Han undrer sig dog over den pris, som den nu tidligere storaktionær SJF Bank har solgt sine aktier til.
Torsdag skiftede titlen som storaktionær i Nordfyns Bank hænder. Middelfarts Sparekasse har nemlig købt hele SJF Banks aktiepost, og det er med en intention om, at sparekassen vil slå pjalterne sammen med banken fra Odense.
»Jeg synes, at det er naturligt, at der er interesse fra andre aktører, og jeg var lidt overrasket over SJF Banks ageren, da de solgte deres aktier til den første og bedste uden nogen budkrig,« siger Jakob Have.
Han er til daglig direktør i investeringsselskabet Nordic Compound Invest, der har en aktiepost i Nordfyns Bank.
»Jeg tror, at de kunne have fået en langt højere pris ved at tilgå deres position på en anden måde.«
SJF Bank har solgt sine 411.856 aktier i Nordfyns Bank til en kurs på 510 kr. aktien, fremgår det af meddelelsen. Det fører til en fortjeneste på 72 mio. kr. for SJF Bank.
»Hvis det havde været en udelukkende finansiel position, så kunne de nok have fået en højere pris, men det kan være, at den strategiske interesse i, at det blev Middelfarts Sparekasse, også har haft en betydning,« siger Jakob Have.
Prisen, som Middelfarts Sparekasse har givet for SJF Banks aktiepost, kan blive interessant for aktionærer i Nordfyns Bank.
Hvis Sparekassen opnår en tredjedel af aktierne i Nordfyns Bank, så skal de fremsætte et bud på hele banken ifølge Kapitalmarkedsloven.
Prisen pr. aktie i et sådan bud skal lyde på den højeste pris for en aktie, som man har betalt de seneste 6 måneder, og det er Sparekassens betaling på 510 kr. pr. aktie for SJF Banks aktier, der er den højeste offentligt kendte pris.
Selv venter Jakob Have, at prisen for hans Nordfyns Bank-aktier kan komme endnu længere op.
Har du et tal i hovedet på, hvor prisen skal hen?
»Ja, det har jeg, men jeg fortæller dig det ikke.«
Jakob Have har været en af de mest fremtrædende kritikere af den pris, Fynske Bank i første omgang bød på en fusion med Nordfyns Bank.
Antallet af Fynske Bank-aktier, som en Nordfyns Bank-aktionær ville få svarede nemlig oprindeligt til en prisfastsættelse af Nordfyns Bank-aktien på 378,3 kr. pr. aktie.
Læs også: Tech-satsning eller bred spredning? Én strategi viste sig som vinder under markedsuro
Læs også: Lars Persson er lunken ved dansk medicoaktie
Millionærklubben Eksklusiv: Halvårsstatus - Millionærklubbens aktiekonkurrence spidser til
De konkurrerer på daglig basis i klubbens aktiekonkurrence, der handler om at få 250.000 kr. til at vokse mest muligt i løbet af et år. Men hvordan går det egentlig for de tre porteføljeforvaltere hér halvvejs igennem 2025? Mød Millionærklubbens faste panel den 26. juni til en aften, hvor forvalterne må stå til ansvar for deres valg og fravalg, og hvor de samtidig afslører, hvordan de har tænkt sig at sætte slutspurten ind i kampen om ikke kun pengene, men i høj grad også æren.
Debatten styres af Millionærklubbens vært, Bodil Johanne Gantzel, og i panelet kan du møde:
Lau Svenssen, chefanalytiker hos Svenssen & Tudborg,
Lars Persson, teknisk analytiker hos Aktierådet,
Michael Friis Jørgensen, aktiechef hos HC Andersen Capital
og Michelle Nørgaard, senior aktiestrateg hos Jyske Bank.
I løbet af aftenen byder vi også på et glas vin, øl eller sodavand og lidt snacks, så du kan læne dig tilbage, blive inspireret af panelets ekspertviden og ikke mindst blive klogere på, hvordan du får mest muligt ud af dine investeringer. Køb dine billetter her: https://www.euroinvestor.dk/nyheder/kommende-arrangementer


Genialt: Det her kort skal du have

















