»Vær frygtsom, når andre er grådige, og grådig når andre er frygtsomme.«
Sådan lyder det velkendte citat fra den legendariske investor Warren Buffett. Den pointe påminder investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen, investorerne om i mandagens udgave af Euroinvestors podcast Millionærklubben.
»Når euforien stikker lidt af, så kan det være, at du skal stikke lidt af fra aktiemarkedet. Når frygten er meget stor, er det måske der, man får de rigtig gode muligheder for at gøre nogle langsigtede køb. To til tre år efter hver stor nedtur spørger investorerne sig selv, hvad det var, der gjorde, at man ikke tog lidt mere risiko på, når alle andre løber ud af risikoboksen,« siger Per Hansen i Millionærklubben.
Læs også: Strateg forudser: Snart vender det
Verdenssituationen har set rimelig usikker ud den seneste periode, og al den usikkerhed har været med til at sende markederne nedad i 2022, men det skal ikke skræmme investorerne væk fra aktiemarkedet, mener investeringsøkonomen.
»Verden går jo ikke ned, og efter en top på aktiemarkedet kommer der altid en ny top. Hvis man kigger på de sidste 50 år, så har alle de store nedture været købsmuligheder,« siger Per Hansen.
Han opfordrer også investorerne til at blive i markedet på langt sigt.
»Aktier er jo en kærlighed, der ligesom kærligheden til ens kone aldrig forgår, den vokser bare over tid. Man skal forblive i markedet, og så tage bestik af det, når noget går amok,« siger Per Hansen.
I mandagens afsnit blev der også talt om valutaer og især dollaren. Det kan du læse mere om her.


Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner

Chefanalytiker: Fast rente er billigere, end du tror