
Investeringslysten blandt danskerne ser fortsat ud til at brede sig.
I hvert fald blandt kunderne hos den populære handelsplatform Nordnet, der netop har offentliggjort handelstal fra sidste måned.
I maj foretog investeringsplatformens danske kunder 1.051.400 handler, hvilket er en stigning på 2 procent sammenlignet med april, skriver Nordnet i en pressemeddelelse.
» I maj måned holder vi niveauet for antal handler i forhold til april, og har 38 pct. flere handler end i maj måned sidste år, men vi ligger noget under den ekstreme handelsaktivitet i 1. kvartal i år, hvilket er naturligt,« lyder det fra kommunikationschef Sigga Nolsøe i meddelelsen.
Den massive investeringslyst har fået de danske Nordnet-kunders aktiebeholdning til at vokse med knap en milliard kr. mere i maj.
Det er ikke kun antallet af handler, der er gået op i sidste måned. I maj kunne Nordnet byde 9.000 nye kunder velkommen, og dermed har handelsplatformen nu 285.000 kunder i Danmark. Ifølge Nordnet er udviklingen blandt andet drevet af minusrenter i bankerne.
»Vi oplever, at de private investorers aktivitet stabiliserer sig på et relativt højt niveau drevet af en stigende aktieinteresse og ikke mindst udsigten til negative renter, så langt investeringsøjet rækker,« siger hun.
Sådan investerede kunderne i maj
De mest købte aktier hos Nordnet i sidste måned tæller blandt andet C25-selskaberne Vestas, Ambu og Ørsted, men også børsdebutanten Trifork er med i top ti. Se listen over hvilke andre aktier, der trak mest interesse hos Nordnet-kunderne i maj her.
Læs også: Danmarks første kryptofond: »99 procent af antallet af kryptoaktiver er varm luft«

Danske Bank: Renten har toppet - måske