Henter kommentarer

Danmarks første kryptofond: »99 procent af antallet af kryptoaktiver er varm luft«


For første gang nogensinde er det muligt at investere i en kryptofond med base i Danmark.

Bag den aktivt forvaltede fond står kapitalforvalteren GL21 CAPITAL, der holder til i Aarhus, og manden bag roret hedder Mikkel Gross-Nielsen. Ifølge ham er størstedelen af kryptoaktiver ikke noget værd, og det er blandt andet en af grundene til, at han så et behov for at starte en fond, hvor man som investor bliver eksponeret mod udvalgte digitale valutaer.

»99 pct. af antallet af kryptoaktiverne er varm luft. Jeg ser et marked, som har behov for at få nogen professionelle til at håndtere det. Der er alt for mange nye investorer, der brænder nallerne på at smide penge efter projekter, der ikke har værdi,« siger han til Euroinvestor og fortsætter:

»Indtil vores fond blev etableret, har der ikke været et reguleret sted at investere og et sikkert sted at placere sine penge. Det vil vi gerne tilbyde danskerne.«

Den nye fond er aktivt forvaltet, og som kunde hos GL21 CAPITAL bliver man i øjeblikket eksponeret mod omkring 15 forskellige kryptovalutaer. Overvægten er den nok mest kendte, og i øvrigt største digitale valuta, bitcoin. Men hvilke andre kryptovalutaer fonden køber op i, vil Mikkel Gross-Nielsen ikke fortælle.

»Jeg fortæller kun om bitcoin i medierne, og vil som udgangspunkt fraråde folk at investere i andre kryptoaktiver, medmindre de har sat sig grundigt ind i det.«

»Men jeg kan fortælle, at vi investerer ud fra en langsigtet tese, og udvælger aktiver med en asymmetrisk risikoprofil - altså hvor den potentielle upside er langt højere end den potentielle downside.«

Hvorfor vil du ikke fortælle, hvilke andre kryptoaktiver I går ind i?

»Vi kan tage positioner i en altcoin, og to uger senere hoppe ud af positionen igen, eksempelvis fordi en lead developer forlader projektet, eller fordi vi har nået vores target. Så hvis folk så har læst om, at vi har holdt det her aktiv, så kan de måske blive i den og ride den hele vejen til 0 dollar. Det ønsker vi ikke at udsætte folk for.«

Kunderne i GL21 Capital får løbende indsigt i porteføljen og hvordan kapitalforvalteren ser markedet, samt hvilke positioner, der bliver taget. Men de får ikke adgang til en udtømmende liste af alle de aktiver, fonden består af.

Tulipankriser og Elon Musk

GL21 CAPITALs fond har fået grønt lys til at drive alternativ investeringsfond af Finanstilsynet i en tid, hvor den Europæiske Centralbank for nylig har sammenlignet bitcoin med tidligere store finansielle bobler som tulipankrakket i 1636 og South Sea-boblen i 1711.

Senest har også myndighederne i Kina advaret om, at bitcoin ikke vil kunne anvendes ved transaktioner, og ny kinesisk lovgivning betyder, at kunder på finansmarkedet ikke må tilbydes tjenester med handel og opsparing i digitale valutaer.

Udmeldingerne fra Kina og et tweet fra Tesla-stifter Elon Musk om, at Tesla ikke længere vil modtage bitcoin som betalingsmiddel af hensyn til miljøet, fik for få uger siden flere kryptovalutaer til at kollapse på stribe.

Men kritik og tårnhøjt energiforbrug får ikke Mikkel Gross-Nielsen til at tvivle på hverken deres nystiftede fond eller kryptovalutaernes fremtid.

»Det er the name of the game, og giver mig ikke sved på panden. Sammenligningen til tulipanboblen har altid eksisteret, hvilket er lidt komisk, fordi bitcoin allerede nu har været igennem tre bobler på den globale scene. Så at sammenligne bitcoin med en enkeltstående boble i Holland i 1600-tallet, betyder bare, at man ikke har sat sig ind i tingene.«

»Derudover mener jeg ikke, at bitcoin er skadeligt for miljøet. Snarere mener jeg, at det skaber et økonomisk incitament til at finde vedvarende energi, da »miners« vil minimere deres omkostningsside ved at finde billigst eller ubenyttet energi. Det her med at Kina bandlyser mining, det er sket mere end 10 gange i bitcoins historie, så jeg tror ikke, der bliver gjort alvor af truslen. Og selv hvis de gjorde vil miners reallokere til nye områder. Det er en global industri,« siger Mikkel Gross-Nielsen.

At handel med kryptovalutaer skulle blive ulovligt, har Mikkel Gross-Nielsen også svært ved at se skulle ske.

»Jeg har meget svært ved at se, at kryptovaluta som sådan kunne blive bandlyst. Blev det ulovligt at handle kryptovaluta, ville det svare til, at man ville lukke for internettet.«

Flere kritikere af bitcoin bruger argumentet, at der ikke er indpriset en underliggende forretningsmodel i kryptovalutaer, som der er med aktier. Men det argument køber Mikkel Gross-Nielsen ikke.

»Det faktum, at der aldrig bliver produceret mere end 21 mio. bitcoin, giver dem værdi. Ligesom guld historisk har været et aktiv, hvor pengene har søgt hen i perioder med politisk ustabilitet og høj inflation, så er bitcoin en digital udgave af guld.«

»Den er blot endnu mere sjælden, da vi ved hvor meget bitcoin der kommer til at være – vi ved ikke hvor meget guld der kommer til at være. Bitcoin er en inflationsbeskyttende investering – det er derfor vi har de »21« i vores navn – som reference til den begrænsede mængde man investerer i.«

»Ekstraordinære afkast«

Som kunde i GL21 CAPITALs kryptofond, betaler man et fast, årligt honorar på 1,9 pct. Derudover kommer der er resultathonorar på mellem 10 og 20 pct. Som en del af prisen tager kapitalforvalteren sig af alt det skattetekniske, som ifølge Mikkel Gross-Nielsen kan være »uhyre komplekst«.

»Vi betaler skat via fonden, og det vil sige, investorerne slipper for den bekymring. Man overføre sine danske kr. til os, og så håndterer vi alt løbende derfra,« siger han.

For at blive en del af fonden, skal man som minimum hoste op med 750.000 kr., og fokusset er at »generere ekstraordinære afkast«, skriver GL21 CAPITAL på deres hjemmeside.

»Vi har siden december skabt et afkast på 270 pct., og har dermed formået at outperfome bitcoin. Hvis vi kan fortsætte med at outperforme det bedste investeringsaktiv igennem de seneste 11 år, så betragter vi det som ekstraordinært afkast«

Mikkel Gross-Nielsen understreger, at fonden bevæger sig i et marked, hvor risikoen er enormt høj. Derfor bliver man som ny kunde informeret om, at man ikke skal investere mere end man kan tåle at tabe og man skal også skrive under på, at man er indforstået med en lang række risici, der er uddybet i fondens prospekt.

»Vi går meget op i, at man som kunde er indforstået med den risiko, der er i markedet. Men netop den høje risiko er med til at gøre det muligt at skabe høje afkast.«

Det er ikke første gang, danskere står bag en kryptofond. Tilbage i efteråret 2020 blev investeringsfonden Ark36 stiftet af Ulrik Lykke, Mikkel Mørch, Jacob Skaaning og Marck Bertelsen. Ark36 er lige som GL21 CAPITAL en alternativ investeringsfond og har base i Cypern.

Læs også: Lars Tvede tror på vild børsfest her - historien er ved at gentage sig

Læs også: Danskernes aktieformuer sætter vild rekord