Aktien burde for længst være afnoteret. 

Det mener investeringsstrateg i Artha Scope, Lars Hytting, om aktien i Københavns Lufthavne, der steg hele 60 pct. mandag, da det kom frem, at staten har planer om at købe ATPs aktier i selskabet, skriver Børsen.

»Handlen gav rigtig meget mening hos mig, lige indtil jeg kunne se, at der ikke er planer om at afnotere selskabet. Det burde være afnoteret for længe siden, og nu ser det ud til, man misser endnu en mulighed for det,« siger Lars Hytting til mediet.

Finansministeriet har indgået en betinget købsaftale med ATP om at købe yderligere cirka 59,4 pct. af aktierne i Københavns Lufthavne til en pris på omkring 32 mia. kr.

Når købet er gennemført, vil den danske stat eje cirka 98 pct. i Københavns Lufthavne, da Finansministeriet i dag ejer 39,2 pct. af aktierne i det børsnoterede selskab.

Over tid vil staten efterfølgende nedbringe sin ejerandel i Københavns Lufthavne til 50,1 pct., oplyser ministeriet.

Læs også: Dansk forvalter fremhæver tre mulige aktieguldfugle til 2025 - én af dem er dansk

Det er ikke første gang, Lars Hytting udtaler sig kritisk om Københavns Lufthavne-aktien. 

Med en markedsværdi på omkring 46 mia. kr. er den danske lufthavnsaktie mere værd end en række C25-selskabet. Eksempelvis har rederiet Torm en markedsværdi på lidt over 14 mia. kr., mens høreapparatselskabet GN Store Nord har en markedsværdi på cirka 20 mia. kr.

Det giver anledning til hovedpine hos professionelle investorer, da aktien derfor fylder meget i KAX-indekset samtidig med, at det kun er ganske få aktier, der er i udbud, ligesom at likviditeten er lav, lyder det fra strategen.

»Jeg synes, det har været overflødigt, at lufthavnen har været børsnoteret, når kun 1,5 pct. af aktierne er i fri handel,« sagde Lars Hytting tidligere på ugen til Euroinvestor.

Til gengæld er der dog positive takter i udmeldingen. Nemlig at ATP skiller sig af med aktierne.

»Det positive er, at ATP skiller sig af med noget, som er til debat i forhold til ATPs måde at investere på. Det har været en ret illikvid aktie – det er den stadig – og ATP har opgjort værdien ud fra børskursen. Det er ret store penge, og vi taler både opadgående og nedadgående,« lød det videre fra strategen. 

Hvad ham og to andre garvede børsfolk mener om statens køb af Københavns Lufthavne, kan du blive klogere på her.

Læs også: Strateg om forsvarsaktier: På papiret ser aktierne stadig attraktive ud, men …

Læs også: Siger du nej til tvangslånet fra Skat? Sådan gør du skridt for skridt