Henter kommentarer

Investor om C25-selskab: Der kan være pengegave på vej


Der kan være udbytte på vej til investorerne i serviceselskabet ISS.

Sådan lyder det fra Johannes Møller, porteføljeforvalter og stifter af MW Compounders, om selskabet, der har specialiseret sig inden for blandt andet kontorrengøring og kantinedrift.

Johannes Møller, der selv har ISS i sin portefølje, er meget tilfreds oven på kvartalsregnskabet fra ISS, der kom ud onsdag aften. På samme tid gik C25-virksomheden ud og opjusterede deres forventninger til hele 2022.

Læs også: Dansk vaccineproducent brager frem og opjusterer

Der er dog stadig et stort hængeparti, der handler om, hvad ISS vil bruge deres penge til, når de får normaliseret deres indtjening over de næste fire til fem kvartaler, forklarer Johannes Møller.

Derfor har ISS indkaldt til kapitalmarkedsdag i november. Hvad der kan komme ud af det, ser Johannes Møller to mulige scenarier.

»Vi ved endnu ikke, om de kommer til at betale en betydelig del til aktionærerne eller igen vil gå i gang med at lave opkøb. Vi håber selvfølgelig på det første. ISS har en ret dårlig historik for at lave opkøb. De har brugt rigtig mange penge på at købe op, og efter nogle år er mange af selskaberne blevet solgt igen. Og det har destrueret stor værdi for aktionærerne. Hele den mølle skulle vi meget gerne have sat en stopper for,« udtaler han.

Læs også: Nordnet om C25-selskab i opgør med fortiden: Her bliver det sjovt at være aktionær

Johannes Møller henviser også til, at administrerende direktør i ISS, Jacob Aarup-Andersen selv har en del aktier i serviceselskabet.

»Og hvis han vil tjene nogle penge på de aktier, er han nødt til at stoppe med de opkøb, for jeg tror ikke, at aktiemarkedet  kommer til at belønne ham, hvis han går i gang med de opkøb igen,« siger han.

Ovenpå regnskab og opjustering blev ISS-aktien taget godt imod af investorerne, der har sendt aktien op med 3,85 pct. torsdag middag.

Kvartalsregnskabet fra ISS kunne afsløre en omsætning på 37 mia. kr., hvilket er næsten en milliard højere end forventet af analytikerne. Du kan læse mere om regnskabet her.

Læs også: ISS siger nej til potentielle kunder – 'det er et godt tegn'

Læs også: Danske Bank om C25-aktie: Hold fingeren fra handelsknappen – det ser sløvt ud