Selvom intet er sikkert torsdag morgen dansk tid, så tyder meget på, at demokraten Joe Biden bliver den næste amerikanske præsident. Og udsigten til en Biden-sejr er noget, der sender investorer i retning af aktiemarkedet.
»Udsigten på en snarlig Biden-sejr giver stor risikoappetit på de finansielle markeder. De amerikanske aktier lukkede sent onsdag med store stigninger, og den positive stemning er fortsat i Fjernøsten her til morgen,« skriver Nordea i et markedsnotat.
De amerikanske aktiefutures står til stigning på 0,8 pct., og de europæiske markeder står også til plusser torsdag. Også i Asien er Nikkei oppe med 1,7 pct. Onsdag steg især teknologiaktierne, og Nasdaq-indekset var oppe med hele 3,8 pct. Det brede amerikanske indeks S&P 500 steg samtidig 2,2 pct.
»Det kan virke lidt paradoksalt, at aktierne er steget så meget, som tilfældet var. Både da det ikke var afgjort, alt var muligt, og Trump lå bedst, og da demokraterne så ud til at have føringen og udbygge den,« skriver Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, i en kommentar.
Ovenfor kan du få mere at vide om det amerikanske S&P 500-indeks.
Videre i teksten
Han pointerer, at stigningerne sandsynligvis skyldes, at investorerne allerede er bladret videre til næste kapitel.
»Mens stemmetællerne er ved at færdiggøre deres arbejde, fokuserer investorerne på covid-19, mulighederne for nye stimulanser og kigger ind i 2021,« tilføjer Per Hansen.
Joe Biden ser ud til at sejre i Arizona, hvilket vil bringe antallet af valgmænd op på 264. De sidste seks valgmænd kan han få ved at vinde i Nevada, hvor han fører knebent, pointerer Nordea.
»Demokraterne og republikanerne må formentlig dele flertallet i de to kamre. Dermed bliver der sandsynligvis ikke tale om et absolut flertal,« lyder det fra Nordnet.
En Biden-sejr er positivt nyt for asiatiske og til dels europæiske aktier, fordi Biden sandsynligvis vil føre en udenrigspolitik, der kan virke helbredende på USA's forhold til udlandet i forhold til Donald Trumps »America First«-tilgang, skriver Bloomberg i et nyhedsbrev.
Læs også: Aktier hamrer i vejret - it-kæmper helt i front
Læs også: Analytiker ser stort potentiale i Teva - men aktien er 'bestemt ikke for sarte sjæle'