Forventninger om en endnu mere aggressiv pengepolitik i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, for at lægge en dæmper på prisstigningerne i USA har mandag sendt de amerikanske aktieindeksfutures dybt i rødt.
Værst går det ud over det teknologitunge Nasdaq-indeks, der nogle timer før amerikansk børsåbning, indikeres ned med 3,2 pct. Samtidig peger Dow Jones- og S&P 500-indeksene på fald på henholdsvis 2,0 og 2,5 pct.
Læs også: Jyske Bank mener, investorerne begår en fejl nu
Markedet har skruet op for sine forventninger til Federal Reserves renteløft i 2022 som følge af fredagens tal for forbrugerpriserne, der viste den højeste inflation siden 1981.
Inflationen blev i maj opgjort til 8,6 pct. Det har fået flere investorer til at indregne et renteløft på 75 basispoint mod før 50 basispoint, når den amerikanske centralbank holder rentemøde onsdag. Et renteløft på 75 basispoint er ifølge Bloomberg News sidst set i november 1994.
»Reaktionen på fredagens tal var virkelig slem, og nu er det ren spekulation om rentemeddelelsen onsdag, hvor flest hælder mod 75 basispoint,« siger Matthew Dibb, der er driftsdirektør i Stack Funds, til Reuters.
»Jeg tror, at flere store aktier vil åbne med fald på 5 pct.,« fortsætter han.
Det amerikanske formarked byder da også på fald til flere store tech-aktier. Tesla og Microsoft falder hver 2,6 pct., mens Apple dykker 2,9 pct. inden børsåbning.
Læs også: Kryptodyk sender aktier i gedigen nedtur
Læs også: Drømmer du om at købe en bolig til dit barn? Så overvej dette
.\˙ MarketWire