Ordførende direktør i Jyske Bank Anders Dam er i lyset af udviklingen på finansmarkederne tilfreds med regnskabet for de første ni måneder af i år.

Det siger han til MarketWire.

- Der er et mørkt punkt i regnskabet, og det er kursreguleringerne, men ellers synes jeg regnskabet er OK, siger han.

Anders Dam påpeger at kursreguleringsposten er negativ med 1,3 mia. kr. i forhold til de første ni måneder af sidste år, og det er forklaringen på at "vi ligger lidt svagere på bundlinjen".

Læs også: Nordnet om Jyske Bank: 'Blandet regnskab' med overraskelse

Kursreguleringer udgjorde i tredje kvartal i år negative 300 mio. kr. mod en indtægt på 128 mio. kr. i tredje kvartal sidste år. Forventningen var et mere beskedent tab på 155 mio. kr.

- Det negative resultat kan særligt henføres til effekten af stigende renter på koncernens afdækning af renterisiko samt spændudvidelser på danske realkreditobligationer, oplyste banken i regnskabet.

De regnskabsposter som banken selv kan kontrollere på toplinjen - nettorenter og -gebyrer og provisioner - udviklede sig bedre end ventet og end sidste år. De to poster var henholdsvis 170 og 20 mio. kr. bedre end i tredje kvartal 2021. I forhold til forventning hos de analytikere, der havde leveret estimater til Jyske Bank, var de to poster stort set som ventet.

Læs også: Advarer om ny risiko på aktiemarkedet – ét sted er faren størst

Væksten i toppen forklarer Anders Dam med:

- Der er godt gang i butikken, og en del af forklaringen er, at de penge, der var hos staten i forbindelse med corona-hjælp, nu er vendt tilbage til bankerne, og det har aflejret sig i lidt indtjening.

Topchefen påpeger, at trods et lidt lavere bundlinjeresultat, så stiger indtjeningen per aktie.

Det skyldes dog tekniske forhold, da banken løbende annullerer aktier, som købes tilbage under løbende aktietilbagekøb.

- Jeg tror, vi er derhenne, at vi har reduceret 30,8 mio. aktier til en gennemsnitskurs 295 kr. Det svarer til omkring en tredjedel af vores aktiekapital, oplyser Anders Dam.

.\˙ MarketWire