Det handler om løn, bonus og ferier. 

31.000 ansatte hos Samsung i Sydkorea strejker på ubestemt tid, skriver CNN

Det er første gang nogensinde i Samsung Electronics 55-årige historie, at medarbejderne i fagforening National Samsung Electronics Union (NSEU) har nedlagt arbejdet. 

Fagforeningen kræver blandt andet en stigning på 3,5 procent i medlemmernes grundløn. 

»Bliv ikke træt,« lyder det i en besked til medlemmerne fra NSEU.

»Det er absolut forbudt at gå på arbejde, indtil der er givet instrukser fra ledelsen.«

Ifølge CNBC har ledelsen hos Samsung over for lokale medier forsikret om, at strejken ikke vil kunne mærkes i produktionen. 

Toppen af fagforeningen er dog af en anden opfattelse.

»Jo længere strejken varer, desto mere vil selskabet lide, og til sidst vil ledelsen knæle og komme til forhandlingsbordet. Vi vil vinde,« lyder det fra NSEU. 

Samsung Electronics er verdens største producent af hukommelseschip, der blandt andet findes i smartphones og bærbare computere. 

Læs også: Novo Nordisk afvist i USA: 'Det er da lidt en kedelig nyhed'

Læs også: Novo underskriver aftale med indonesisk selskab