Recession kommer til at ramme USA indenfor de kommende kvartaler.

Det forventningen fra Henrik Franck, investeringsdirektør i Formuepleje efter de nye inflationstal.

»Det er meget svært at se for sig, at Fed kan lykkes med en blød landing, når inflationen fortsætter op på trods af den voldsomme opbremsning, vi har været vidne til i år. Vi forventer en recession i USA inden for de kommende kvartaler,« skriver Henrik Franck i en kommentar.

Investeringsdirektøren mener, at det betyder nye renteforhøjelser.

»Det er rigtig dårligt nyt, at kerneinflationen er så hårdfør. Det betyder med al sandsynlighed, at den amerikanske centralbank kommer til at hæve renten mere end forventet,« skriver Henrik Franck.

Han mener, at det giver dårlige udsigter for aktiemarkedet i resten af 2022.

»Det vil blive modtaget meget negativt på markedet, for det vil bringe recessionen i amerikansk økonomi nærmere. Vel at mærke en recession, der endnu ikke er indpriset i aktiekurserne. Det er derfor overvejende sandsynligt, at 2022 fortsætter, som vi kender det, med enorm uro og sur stemning på markederne,« skriver Henrik Franck.

Det danske aktiemarked reagerede prompte på nyhederne fra USA. Det kan du læse mere om her.

Læs også: Amerikansk inflation bider sig fast

Læs også: Dansk toppolitiker har tabt en hulens masse penge