Henter kommentarer

Kapitalforvalter om dansk amok-aktie: »Det minder mest af alt om lotteri«


Engang var aktiemarkedet for de professionelle og store banker. I dag kan stort set alle være med, og det er med stor sandsynlighed forklaringen på, at der har været fuld fart på den lille danske aktie SmallCap Danmark siden starten af ugen.

Sådan lyder det fra Lars Hytting, der er chef for aktiehandel i velhaverkapitalforvalteren Artha Capital.

»Nu har vi på den korte bane haft to cases, hvor aktier har været udsat for spekulation fra private investorer med så uforklarligt store udsving, jeg ikke mindes at have set gennem min 13 år lange karriere,« siger han til Euroinvestor og henviser til da den amerikansknoterede aktie i det danske biotekselskab Orphazyme for en måned siden oplevede massiv bølgegang.

Han fortsætter:

»Jeg vil ikke lægge hovedet på blokken, men jeg tvivler på, at det er de professionelle investorer, der ligger og køber SmallCap Danmark-aktien.«

SmallCap Danmark er på få dage næsten fordoblet i værdi – også selvom den i dag fredag er den helt store taber blandt alle danske aktier med et fald på næsten 15 pct.

Siden tirsdag er aktien buldret i vejret med 113 pct. – og gik fra at koste 8,40 kr. mandag til 17,90 kr. torsdag, da den toppede. Fredag tidlig eftermiddag koster aktien 15,25 kr.

Medieomtale var startskuddet

Aktien oplevede heftig handelsaktivitet efter Finans skrev en artikel om Herning-baserede virksomhed Ennogie, som Smallcap Danmark efter planen skal smelte sammen med mod udstedelse af investeringsbeviser senere på året. Det er der dog intet nyt i – men ifølge Per Hansen nævner artiklen alle de »rigtige ord«, fortalte han tidligere på ugen.

Læs også: Porteføljeforvalter: Dette kan forklare de vilde Orphazyme-udsving

»Artiklen nævner de »rigtige buzzword« = solcellernes Volkswagen; namedrop til Tesla, som dog nævnes som nogen som leverer et andet og væsentlig dyrere produkt til et andet segment. Men der er »kursvitaminer« i Elon Musk’s navn,« skrev Per Hansen i en mail onsdag morgen.

Kort efter historien om Ennogie blev udgivet tirsdag, steg aktien i SmallCap Danmark med 60 pct. og lukkede tirsdag i et kæmpe plus på 25 pct.

Læs også: Kapitalforvalter om »fantastisk« C25-aktie: Alle bør eje den

Onsdag steg aktien også voldsomt og lukkede i et plus på 19,52 pct., og i går torsdag fortsatte aktien med at gå amok og endte i et plus på 42,63 pct., da dagen var omme.

Hurtige penge og kedsomhed

Men hvorfor kaster investorerne sig frådende om en aktie, der indtil videre ikke repræsenterer den helt store værdi? Ifølge Lars Hytting handler det med stor sandsynlighed om hurtige penge og kedsomhed.

»Det er snabba cash – altså hurtige penge. Hvis du kigger på Orphazyme, var der også mulighed for at tjene hurtige penge, og det er den samme historie igen. Det minder mest af alt om lotteri,« siger han og fortsætter:

»Coronanedlukningerne har nok haft en betydning, fordi mange folk kedede sig og derfor kastede sig ud på aktiemarkedet som en leg i stedet for at se på det med alvor, som det er i mine øjne.«

Er man en af dem, der har kastet penge efter Smallcap Danmark-aktien, er Lars Hyttings bedste råd, at man skynder sig at komme af med dem igen.

»Sælg, og kom ud af det i en fart. Hos os er det i hvert fald noget, vi holder os langt væk fra, for vi vil gerne kunne sove godt om natten.«

Læs også: Skaber af populær kryptovaluta med heftig kritik: Kryptoindustrien skader »almindelige« mennesker

Læs også: Saxo Bank: Europa står foran stor grøn omstilling – disse 40 aktier kan få dig med