Fire kinesiske aktier er fornyelig blevet føjet til porteføljen.

Det fortæller Peter Lundgreen fra kapitalforvalteren Lundgreen's Capital i tirsdagens udgave af podcasten Millionærklubben.  Lundgreen's Capital beskræftiger sig foruden klassiske investeringsrådgivning også med strategisk rådgivning om risikostyring med særlig indsigt i Kina.

Her fremhæver han fire kinesiske aktier, som man har føjet til porteføljen, der udgøres af cirka 40 aktier. Porteføljen bestod tidligere af omkring 30 aktier, men på grund af kursstigninger har man valgt at sprede porteføljen ud til 40 aktier, forklarer Peter Lundgreen. Her finder man eksempelvis også det kinesiske forsikringsselskab Ping An Insurance, Tencent, Bilibili, oplyser kapitalforvalteren på sin hjemmeside.

»Aktieandelen opdeles i to kategorier, nemlig value aktier, hvor vi forventer en god langsigtet værditilvækst, samt kinesiske vækstaktier der typisk kan være mellemstore virksomheder.« lyder det.

Neden for kan du se fire af de aktier, som kapitalforvalteren satser på:

Meituan Dianping

En af de fire aktier, som Lundgreen's Capital har føjet til porteføljen er platformskæmpen Meituan Dianping, der har tickerkoden HK3690. Meituan Dianping begyndte som et kinesisk svar på madudbringsvirksomheden 'Just Eat' men med tiden ændrede virksomheden sin madplatform til at være en livsstilsplatform, forklarer Peter Lundgreen.

»I stedet for 'bare' at bringe pizzaer og hamburgers ud, så begyndte Meituan– med klassisk kinesisk foretagsomhed –  at også at få forbrugerne til at booke biografbilletter og andre ting, når de nu alligevel havde fat i dem,« forklarer han.

ZTO Express

ZTO Express er en anden aktie, som kapitalforvalteren har føjet til porteføljen. Der er tale om et kinesisk logistikselskab med godt 19.000 ansatte. Pakkeselskabet er interessant i lyset af nogle af de udmeldinger, der er kommet fra den kinesiske folkekongres, fortæller Peter Lundgreen.

»Man lægger op til vækst i landområderne – det betyder for eksempel flere arbejdspladser og højere indtægter til de kinesiske bønder – og en af de ting, som man vil bruge for at skabe meget hurtig vækst i landområder, er alt, hvad der har med e-handel at gøre,« forklarer han.

Han vurderer, at ZTO Express kommer til at nyde godt af den udvikling, fordi selskabet med hans ord er virkelig godt positioneret i den forbindelse og samtidig »virkelig veldrevet«.

Peter Lundgreen har længe holdt øje med ZTO Express-aktien, der oven på mandagens kursfald er kommet ned i et kursniveau, der for ham at se er spændende.

China Merchant Bank

China Merchant's Bank er ifølge Peter Lundgreen en af de 'unge' banker i Kina, der ifølge ham også står til at vinde ud på udviklingen i landet. Hvis man gerne vil være eksponeret mod den kinesiske banksektorer er den aktie et spændende bud, forklarer han.

»De er godt positioneret inden for privatkundesegmentet, for eksempel med udstedelse af kreditkort og kreditkortlån, hvilket er noget, som kommer til at vokse meget de næste mange år,« udtaler han.

Brilliance China Automotive

Den fjerde aktie, der er blevet føjet til porteføljen, er en aktie i en kinesisk bilproducent med godt 5600 ansatte.

Peter Lundgreen fremhæver, at det kinesiske bilsalg er kommet kraftigt tilbage, og at det er noget, som virksomheden nyder godt af.

»Selvfølgelig skulle bilsalget stige efter coronakrisen, men salget overraskede med, at komme op på niveauet fra før coronakrisen, og det viser styrken i de kinesiske forbrugere,« udtaler han.

Brilliance China Automotive har tickerkoden HK1114.

Læs også: Danmarks sorteste aktie glimter i den grønne nedtur

Læs også: Bankudbytte kan stige til vejrs i 2021