Henter kommentarer

Danmarks sorteste aktie glimter i den grønne nedtur


Velkommen til omvendstland. Al snak om lyserøde skyer over guld og grønne skove for investorer, der køber ind i den grønne omstilling er forstummet. I hvert fald på aktiemarkedet.

Mens de danske grønne flagskibe som Vestas, Ørsted og elbils-deletjenesten Green Mobility skraber bunden på det danske aktiemarked i 2021 er Danmarks vel nok sorteste aktie, Maersk Drilling, strøet helt til tops.

Siden årsskiftet er Maersk Drilling steget 38 pct. - kun småaktier som Brøndby og Rovsing er steget mere. Siden bunden i starten af november er borerigsselskabet mere end fordoblet. Samtidig er giganterne Vestas og Ørsted faldet henholdsvis 27 pct. 28 pct. alene i 2021.

Læs også: Lille dansk rum-aktie har tændt løfteraketten i 2021

Den stærkt stigende oliepris er baggrunden.

»Der er ingen tvivl om, at den stigende oliepris driver en forventning om, at der kommer stigende efterspørgsel efter Maersk Drillings ydelser,« siger analytiker Steffen Evjen, der dækker selskabet for Danske Bank i Norge.

Maersk Drilling udlejer borerigge på langtidskontrakter, og den underliggende drift i selskabet er således ikke 1-til-1 direkte koblet op til prisen på olie. En vedvarende stigning i olieprisen vil dog få verdens store olieproducenter til igen, at investere og dermed efterspørge borerigge fra selskaber som Maersk Drilling.

»Investeringsniveauet i offshore-industrien er fortsat markant under niveauet fra før pandemien. Der er tale om store anlæg og en egentlig turn around tager lang tid. Aktiekursen reflekterer derfor generelt en øget appetit på risiko i offshore-markedet blandt investorerne,« forklarer Steffen Evjen.

Steffen Evjen har en købsanbefaling på Maersk Drilling, der fortsat splitter vandene blandt analytikerne. Således anbefaler seks analytiker køb, seks anbefaler sælg og tre har den neutrale hold-anbefaling, oplyser finanstjenesten Bloomberg. Steffen Evjen fra Da opdaterede senest sin analyse med et kursmål på 250 i forbindelse med årsregnskabet fra Drilling i starten af februar. Siden da er kursen tordnet op med en hastighed, der er kommet bag på de fleste.

»Jeg kan ikke sige præcist, hvad jeg kommer til at gøre med kursmålet, men vi foretager altid løbende vurderinger i forhold til ændringer på markedet,« siger han til Euroinvestor.

I de seneste måneder er milliarder af friske penge strømmet ind i passive fonde, der følger udviklingen af grønne selskaber. Det gælder for eksempel den børsnoterede fond (ETF) iShares Global Clean Energy, der har Vestas og Ørsted blandt de største investeringer. Den populære og grønne ETF er faldet godt 16 pct. i år. Men tager man hele 2020 med i regnestykket er den steget 140 pct.

Ifølge aktiechef Michael Friis Jørgensen fra HC Andersen Capital.

»Pendulet svinger. Der er ingen tvivl om, at grøn energi havde tiltrukket meget passiv kapital. Nu kommer virkeligheden og bider fra sig. Vi har set lige det modsatte med olieaktier, der uanset, hvilket prisniveau olien har været i, ville investorerne ikke eje dem,« siger han.

Michael Friis Jørgensen betvivler ikke, at den grønne omstilling er kommet for at blive. De store bevægelser handler mere om, hvordan markedet svinger så kraftigt, at man kan blive fanget på det forkerte ben.

»Nu ser jeg også en tendens til, at mange investorer spørger sig selv om, hvor sort de sorte aktier egentlig er. Tag bare Maersk Drilling som også har en grøn dagsorden og engang i fremtiden vil de bidrage positivt til den grønne omstiling med geotermik og har måske en fremtidig forretning i at kunne lagre CO2 i undergrunden,« siger Michael Friis Jørgensen.

Læs også: Maersk Drilling sikrer sig kontrakt i Nordsøen

Læs også: Simon Richard Nielsen: Alle taler om rentestigninger og aktier - her er sammenhængen