Penge har stort set altid fyldt noget i Andreas Stenos liv, og i elevbogen fra de første skoleår skrev den lille dreng på 5-6 år, at når han blev voksen, ville han gerne lave penge.
»Hvad det så end betød,« siger den i dag 35-årige økonom, der er indehaver af analyseselskabet Steno Research og hedgefonden Steno Global Macro Fund.
At lave penge er noget, han i den grad er lykkedes med. I dag er han med egne ord finansielt uafhængig, og formuen tæller et stort tocifret millionbeløb.
Selvom han formentligt ikke selv kommer til at løbe tør for penge foreløbigt, er han meget bevidst om den store ulighed, der hersker mellem de yngre og ældre generationer. Derfor har han skrevet bogen Money (that's what boys want), som netop er udkommet, og som indeholder en række råd, han selv ville ønske at have kendt til, da han var 25 år.
Læs også: Strateg hos global milliardforvalter: Denne sektor vil vinde på kunstig intelligens
»På mange måder er det min forlomme til den unge generation til at forstå, hvordan pengesystemet er bygget op, og hvordan politikere og centralbanker reagerer, når der er en krise,« siger han.
Selvom en stor del af hans personlige formue også er kommet gennem held på boligmarkedet og et »entreprenøreventyr«, stammer en del af pengene fra investeringer – og i bogen deler den tidligere Nordea-chefstrateg sin opskrift på, hvordan den unge generation kan gøre ham kunsten efter.
Det går kort sagt ud på at skele til opgang og nedgang i økonomien – eller med andre ord til såkaldte konjunkturcykler. For ved at kende til dem er man ifølge Andreas Steno godt på vej til at kunne time, hvornår man skal købe aktier, og hvornår man bør drosle ned.
»I virkeligheden skal man købe rigtig meget op, når verden ser ud som om, den er gået helt i stå. Når man sidder med følelsen af, at væksten er gået i stå, og der er krisestemning, er det beviseligt, at man får de bedste afkast. Man får en ekstra præmie ved at gå ind på de tidspunkter,« siger han.
Læs også: Lau Svenssen deler tanker om livsvalg og privatøkonomi: Forkerte valg 'koster kassen'
Omvendt skal man overveje sine investeringer, når euforien er til at tage at føle på, lyder det videre fra Andreas Steno, der er uddannet cand.merc. fra CBS.
Men hvordan finder man så ud af, om verden står foran en op- eller nedtur? Et af de værktøjer, Andreas Steno selv griber til, er de såkaldte PMI-tal, der bliver offentliggjort månedligt.
PMI står for Purchasing Managers Indeks – altså Indkøbschefernes Indeks, og giver ifølge økonomen et præcist billede af økonomiens aktuelle temperatur.
Helt præcis findes tallet ved at ringe til de forskellige indkøbschefer i virksomhederne, og resultaterne bliver samlet i et indeks mellem 0 og 100. Et resultat over 50 indikerer økonomisk aktivitet, mens tal under 50 angiver et fald i aktiviteten.
»Når tallene er lave, skruer jeg virkelig op for mine investeringer. Så skal der købes for fulde gardiner,« siger Andreas Steno, mens han er mere varsom, når PMI-tallet lander over 55.
Læs også: Pensionsselskaberne opruster indenfor forsvarsaktier
»Man er nødt til at tage udgangspunkt i, hvad det mest sandsynlige er, der kan ske fremadrettet. Når det går ad Pommern til, er det mest sandsynligt, at det bliver bedre, og når alt fungerer, er det mest sandsynligt, at det bliver lidt mere negativt,« siger han videre.
Det er dog ikke altid, at Andreas Stenos forudsigelser om fremtiden holder stik, og selv fremhæver han en, der slog helt fejl.
»Det bedste eksempel, jeg har, på noget, som var en ringe forudsigelse, var dagen inden Putin rullede ind i Ukraine. Det er min største skævert,« fortæller Andreas Steno, der var overbevist om, at Rusland ikke ville invadere Ukraine.
Til gengæld fremhæver han i sin bog en anden forudsigelse, hvor han ramte rigtigt. Det var, da han i sommeren 2022 besøgte Millionærklubben. Dengang var stemningen sløj, og nogle af de største forvaltere i verden var pessimistiske. Samtidig så udsigterne for vækst og inflation elendige ud.
Læs også: AI-aktie fik alvorlig kurslussing - nu anbefaler finanshus at købe: 'En banebrydende softwareaktie'
»Jeg husker tydeligt den udsendelse, og det, som man kunne se dengang, var, at alle var blevet enige om, at tech-aktierne skulle falde. Alt så skidt ud, og det tog da også et par måneder, før det for alvor så ud til at stige igen. Men stemningen om, at verden skulle ned, brugte jeg til at tage det modsatte synspunkt,« forklarer han.
Et lille halvt år efter begyndte netop tech-aktierne at stige pænt, og det er blandt andet dem, der har været med til at sikre Andreas Stenos personlige formue ligesom også andre højrisikable aktiver som kryptovaluta.
Han mener da også, at langt flere unge mennesker bør løbe en højere risiko, når de investerer.
»Unge mennesker skal give den gas. Der er ikke et bedre tidspunkt, end mens man er mellem 25 og 40 år, at tage høj risiko,« siger Andreas Steno, der ofte bliver frustreret over, at økonomer og investeringsstrateger typisk tager udgangspunkt i deres egen alder, når de taler om risiko.
Money (that's what boys want) udkom onsdag den 18 februar. I bogen deler Andreas Steno også sit bud på blandt andet den perfekte portefølje, og hvordan man tjener penge på krypto og NFT'er.
Læs også: Softwareaktier kan blive vinderne i tredje AI-bølge
Læs også: Tusinder af danskere ramt - rentestigning smadrer drømmen om billigere lån

Trump ønsker kæmpe ændring