Aktien i JetBlue Airways er undervurderet.
Det mener den aktivistiske investor Carl Icahn, der har haft pengepungen fremme og købt 10 pct. af aktierne i flyselskabet, skriver CNBC.
Nyheden om den famøse investors køb har fået andre til at springe med på vognen, og aktien i JetBlue svinger sig op på en stigning på 16 pct. i eftermarkedet mandag.
87-årige Carl Icahn er ifølge Forbes en af Wall Streets mest succesfulde investorer, og han er kendt for at ruske op i selskaber ved at købe en relativt stor aktiepost, der i mange tilfælde giver ham adgang til også at sidde i bestyrelsen.
JetBlue Airways er et amerikansk lavprisflyselskab, der den seneste tid har leveret underskud.
Selskabet tabte 104 mio. dollar i tredje kvartal af 2023, og flyselskabet har lanceret flere tiltag for at spare penge.
Carl Icahn mener, at flyselskabets aktier repræsenterer en »attraktiv investeringsmulighed«.
Læs også: Vil du slå markedet? Sådan mener storbanken, at du kan gøre det i 2024
Læs også: Britisk chipaktie fortsætter himmelflugt
