Tirsdag kommer investorerne til at sidde spændte foran skærmene, når der lander længe ventede jobtal for den amerikanske økonomi. 

De skal helst være til den svage side, hvis aktiemarkedet skal kunne stige på baggrund af tallene. 

Sådan lyder det fra den kendte aktiestrateg Michael Wilson, der huserer i storbanken Morgan Stanley. Han påpeger, at svage jobtal vil øge sandsynligheden for, at centralbanken Federal Reserve vil levere flere end den ene rentenedsættelse, som den for nuværende har stillet investorerne i udsigt i 2026. 

»Vi er nu solidt tilbage i et ’godt er dårligt/dårligt er godt’-regime,« skiver Wilson i et analysenotat ifølge Bloomberg, hvor han også forklarer, at et stærkt arbejdsmarked – selv om det er godt for økonomien – vil sænke sandsynligheden for rentenedsættelser frem mod 2026.

Som tommelfingerregel er lavere renter godt for aktierne, da de reducerer virksomhedernes finansieringsomkostninger og gør aktier mere attraktive relativt til obligationer, hvilket kan løfte både indtjening og aktiekurser. 

Tirsdag lander der jobtal i USA i form af den vigtige arbejdsmarkedsrapport non farm payroll for henholdsvis oktober og november. 

I øjeblikket venter økonomer og analytikere ifølge Bloomberg, at der vil være blevet skabt 50.000 nye job udenfor landbruget i november. Investorerne bør altså ifølge Michael Wilson håbe på, at tallet lander under 50.000, hvis de samtidig håber på kursstigninger. 

Offentliggørelsen af jobtallene kommer under en uge efter, at den amerikanske centralbank onsdag sænkede renten med 0,25 pct. point. Det kan du læse mere om her

Morgennyheder

Hver morgen opdaterer Euroinvestors finansjournalister dig på de vigtigste historier om dine aktier og i øvrigt om alt det, der påvirker økonomien - især din egen. Vært: Adam Geil