Henter kommentarer

| Opdateret

Kendt tech-investor sætter ord på Sea-regnskab


»Generelt er det megagodt«

Sådan lyder dommen fra privatinvestor og Millionærklubben-porteføljeforvalter Mads Christiansen, efter Sea Limited tirsdag er kommet med regnskabstal for tredje kvartal. Der er tale om en teknologikæmpe med base i Singapore, der har tre forretningsben - e-handelsplatformen Shopee, gamingforretningen Garena og de digitale finansielle tjenester, som er samlet i SeaMoney. Sea-aktien er en af dem, som tech-investoren længe har været fortaler for, og som Mads Christiansen selv på et tidligt tidspunkt føjede til porteføljen.

I videoen ovenfor ses udviklingen i markedsværdien for nogle af verdens største tech-aktier. Grafikken er lavet via Flourish Studio.

»Regnskabet var rigtig godt. Lige nu vokser Sea Limited som koncern 100 pct. om året, og hvis du holder aktien i et år, så er et rigtig godt bud, at aktiekursen er fordoblet,« udtaler Mads Christiansen umiddelbart efter, at han har set på regnskabet. Han understreger, at han er overbevidst om, at selskabet vil klare sig godt i fremtiden, og at han derfor er langsigtet investor, der vil holde aktien i de næste 5-10 år.

Han fremhæver, at ehandelsplatformen Shopees gross merchandise value (GMV) er steget til 9,3 mia. dollar, hvilket svarer til en stigning på 102,7 pct. sammenlignet med samme kvartal sidste år. Det var en af de ting, som han forklarede forud for regnskabet, at han ville holde øje med.

»De samlede omsætningstal fortæller noget om, hvor meget aktiviteten vokser på Shopee-platformen,« forklarede han i den forbindelse.

Derudover vokser Garena-forretningen mere end forventet. Han fremhæver, at antallet af aktive brugere i kvartalet (QUA) voksede med næsten 80 pct., mens omsætningen i Garena (Bookings, red.) er steget 109,5 pct. Tallet dækker ifølge Mads Christiansen over, hvor mange penge Garena har tjent på dets computer- og mobilspil i dette kvartal.

»Det her regnskab bekræfter min idé om, at i 2030, så står aktien i 2000-3000 dollar,« spår Mads Christiansen om regnskabet tirsdag.

Sea-aktien står ikke desto mindre til at falde i det amerikanske formarked. Det skyldes ifølge Mads Christiansen, at de kortsigtede investorer er ved at vurdere, om Sea-aktien er for dyr eller billig i forhold til aktiens langsigtede potentiale.

»Det lader jeg være op til markedet. Jeg beholder bare mine aktier,« udtaler Mads Christiansen.

Forud for regnskabet forklarede han, at han ville holde øje med, om Sea Limited kom med et særligt tema, når selskabet satte ord på udviklingen i tredje kvartal. Det er noget, som han vil dykke ned i, når han har haft mulighed for at læse udskriften fra den efterfølgende telekonference, hvor analytikere og aktionærer kan få lov til at stille spørgmål til Sea-ledelsen.

Læs også: Kendt tech-investor om Sea Limited: Det kommer jeg til at holde øje med