Beijings cybermyndigheder har øget bekymringerne omkring den kinesisk teknologisektor, efter at have annonceret granskning af yderligere to virksomheder, der for nylig har rejst kapital gennem en børsnotering i USA. Det skriver Nikkei Asia mandag.
Det sker blot en dag efter at myndighederne er gået i kødet på Didi Global i kølvandet af samkørselsselskabets 4,3 mia. dollar store børsintroduktion i New York.
Cyberspace Administration of China (CAC) oplyser mandag, at de efterforsker Huochebang og Yunmanman, der ejes af Full Truck Alliance, og rekrutteringswebsted Boss Zhipin, der ejes af Kanzhun.
Kanzhun rejste knap 1 mia. dollar gennem en børsnotering i USA i juni, og Full Truck Alliance, der kaldes Kinas "Uber for lastbiler", blev noteret i USA i sidste måned efter at have rejst 1,6 mia. dollar.
CAC går øjensynligt målrettet efter amerikansk børsnoterede kinesiske teknologivirksomheder, og er en stadig mere fremtrædende regulator, efter søndag at have beordret Didi til at fjerne sin app fra kinesiske appbutikker og beskyldt virksomheden for alvorlige overtrædelser af lovgivningen om indsamling og brug af personlige data.
CACs tiltag har udløst et udsalg af aktier i den japanske Softbank Group, som er den største eksterne investor i Didi og også er medejer af Full Truck Alliance.
Mandagens drop sender Softbank-aktien 5 pct. ned til det laveste niveau siden december.
Aktien i Tencent, der bakker op om alle tre virksomheder, der er under efterforskning, falder knap 2 pct. i Hongkong.
Læs også: Det kinesiske svar på Uber ramt af cyberundersøgelse - aktien falder
Læs også: Investeringsdirektør advarer: Risiko for, at aktiefesten stopper om få år
/ritzau/FINANS