Henter kommentarer

| Opdateret

Investeringsdirektør advarer: Risiko for, at aktiefesten stopper om få år


Der er en risiko for, at den aktiefest, som har været på børsmarkederne i årevis, slutter om ganske få år.

Det vurderer Mikael Strøbæk, der er global investeringsdirektør hos storbanken Credit Suisse, i et interview med Euroinvestor. For ham at se er fasen med kraftige børsstigninger efter coronanedturen i foråret 2020 overstået. Nu går vi ind i en fase, hvor du skal have den rigtige eksponering for at kunne følge markedet videre op, forklarer han.

»Jeg tror, at vi har to-tre fornuftige år foran os på aktiemarkederne. Det vil være usandsynligt, at vi får så voldsomt et aktierally, som vi har set de sidste 15 måneder. Jeg tror, at kurven opad er fladere, og investorer skal forvente et lavere afkast, der dog vil være positivt,« udtaler han.

Læs også: 25 aktier med kurspotentiale – strateg forudser massiv vækst i it-sikkerhed

Er aktie-opturen så slut?
»Jeg tror, at vi er i slut-fasen af det lange bull-market, ­bestemt ikke i begyndelsen,« udtaler Mikael Strøbæk og fortsætter:

 

»Jeg tror, at vi måske har to-tre fornuftige år på børsen tilbage, og så kommer vi over i en anden fase, hvor centralbankerne begynder at trække sig tilbage fra deres kvantitative monetære programmer, og hvor de korte renter allerede er blevet hævet, så vil der automatisk være mere modvind i markedet, og væksten vil også være lavere på det tidspunkt, alt sammen elementer, som taler for en ny og sværere fase i markedet.«

 

 

Investorer skal ifølge ham heller ikke forvente, at det toneangivende amerikanske S&P 500-indeks næsten fordobles, som man har set i løbet af de sidste 15 måneder. S&P 500-indekset er steget godt 94 pct. siden aktierne ramte en bund 23. marts 2020. Det er i høj grad et resultat af centralbankernes ageren, efter corona-nedlukningerne rullede henover verden. Inden da befandt aktiemarkedet sig i slutningen af et årelangt bull-marked, men det har centralbankerne fået genoplivet under coronakrisen, forklarer den globale investeringsdirektør.

Michael Strøbæk ser et særligt potentiale i value-aktier. Vi taler om aktier, der er billigt værdiansat – både i forhold til de fundamentale værdier i det bagvedliggende selskab, men også sammenlignet med det øvrige marked.

Læs også: Lars Tvede tror på årelang børsfest for value-aktier

»Jeg tror, at det store spænd, der i løbet af de sidste 10 år opstået imellem value og growth (vækstaktier, red.) er ved at lukke sig. Det er specielt ved at lukke sig i small cap-aktierne, og særligt i Europa, der er en value-orienteret region, hvor finansaktierne fylder meget på børsmarkederne. De er efter min mening dybt billige og er blevet efterladt igennem 10 år,« udtaler Mikael Strøbæk.

Han hæfter sig blandt andet ved, at teknologiaktierne bredt set de sidste tre-fire måneder er stoppet med at outperforme, mens value-aktierne er kørt op.

Læs også: 12 børsudtryk, du bør kende

Udviklingen skal ses i lyset af, at value-aktier i løbet af de sidste ti år kraftigt har underperformet vækstaktierne. Til sammenligning er vækstaktierne – målt på MSCI World Growth – steget 279 pct. siden 2. juli 2012. De har dermed overhalet value-aktierne, der målt på MSCI World Value er steget 140 pct. i samme periode.

Vækstaktierne handler i øjeblikket til en estimeret P/E-værdi på godt 37, mens value-aktierne handler til en P/E-værdi på 18, viser data fra Bloomberg. P/E-værdien er et mål for, hvad investorer er villige til at betale for en krones indtjening i de to typer af selskaber.

Læs også: Vil du investere mere som stjerneinvestoren? 3 ting, du kan gøre

»Forklaringen skal blandt andet findes i, at renterne er faldet, og fordi 'alle' har fokuseret på teknologiaktierne,« fortæller Mikael Strøbæk.

»Jeg mener, at der er et stort potentiale i højkvalitets-value-aktier. Det kunne være i store industrikoncerner, der samtidig vil nyde godt af et økonomisk opsving, men også højkvalitative defensive aktier og udbytteaktier,« udtaler Mikael Strøbæk.

Han fremhæver Europa som et oplagt sted at lede efter value-aktier – det gælder særligt det engelske, tyske og spanske aktiemarked.

Han påpeger dog, at man hos Credit Suisse også har fokus på aktier i Mexico, Rusland, Sydafrika, Sydkorea og Thailand.

Læs også: Investor udnyttede massive fald – ser stort potentiale i 2 danske darlings

Læs også: Henrik Drusebjerg om årets helt store aktietema: Disse aktier vil nok klare sig bedst