Henter kommentarer

Hvad er S&P 500-indekset?

Foto: BRYAN R. SMITH
Vis mere

Et af de store aktieindeks, som investorer og analytikere holder øje med, er det toneangivende S&P 500-indeks.

S&P refererer til firmaet Standard and Poors, der står bag indekset, mens tallet 500 henviser til antallet af selskaber i indekset.

Indekset omfatter 500 store amerikanske virksomheder, og indekset giver derfor et godt fingerpeg om temperaturen på det amerikanske marked. Mange investorer bruger indekset som deres benchmark - altså en standard til at sammenligne afkast - når de skal vurdere, hvor godt deres portefølje har klaret sig.

Læs også: Hvad er Nasdaq-indekset?

I indekset finder du aktier som Microsoft, Johnson & Johnson, McDonald's, Netflix og Facebook. Du kan se selskaberne her.

S&P 500 inddeler selskaberne ud fra markedsværdi. Den findes ved at gange antallet af udestående aktier med aktiekursen. Indekset er free float-justeret. Det er dermed kun den aktiekapital, som reelt er tilgængeligt på markedet, der indgår i aktiens vægtning i indekset.

Forløberen for det S&P 500-indeks, som vi kender i dag, blev oprettet i 1923. Dengang var der 233 selskaber i indekset. Det blev udvidet til at omfatte 500 selskaber i 1957, ifølge Quartz.

Læs også: Hvad er Dow Jones-indekset?

425 af selskaberne var industri-selskaber, 60 forsyningsselskaber, mens de resterende 15 var jernbaneselskaber. Det største af selskaberne var det dengang hæderkronet AT&T.

Kun 86 af de oprindelige aktier var stadig at finde i indekset på dets 50 års fødselsdag i 2007.

Selskaberne udvælges af en 10 mand stor komité, der mødes en gang om måneden for at vurdere, om et selskab opfylder kravene for at være på listen. Eventuelle udskiftninger sker en gang i kvartalet - det sker i marts, juni, september og december, ifølge The Balance.

Selskaber udvælges ifølge onlinemediet The Balance på baggrund af deres størrelse, likviditet og sektor. Selskaberne skal være noteret på følgende børser NYSE, Nasdaq, Cboe eller IEX.

Læs også: Hvad er small-, mid- og large cap-aktier?

Læs også: Hvad betyder det at shorte?