Henter kommentarer

Investor udnyttede massive fald – ser stort potentiale i Ørsted og Vestas-aktien


To af Danmarks mest populære og grønne aktier rummer et stort kurspotentiale.

Det vurderer Lars Hytting, der er chef for aktiehandel hos Artha Kapitalforvaltning. Kapitalforvalteren, der især fokuserer på danske og nordiske aktier, har samlet set op mod 15 mia. kr. under forvaltning. Den langsigtede investor satser blandt andet på Vestas, der er en af verdens førende vindmølleproducenter, og energikæmpen Ørsted, der har formået at forvandle sig fra en kulsort virksomhed til en grøn virksomhed.

Han var en af dem, der samlede op i Vestas-aktien og Ørsted-aktien, da de var faldet allermest i 2021. Det fortalte han blandt andet til Børsen. Siden da er aktierne steget pænt, men der gemmer sig fortsat et kæmpe potentiale i de to selskaber, vurderer Lars Hytting.

»Det er to rigtig gode selskaber, og vi har ingen planer om at neddrosle vores andel lige foreløbig. Jeg synes, at der er meget mere at komme efter i aktierne, og jeg tror på, at vi godt kan nå op på de kursniveauer, som vi var på årets begyndelsen. Jeg synes bare, at vi kom for hurtigt derop,« udtaler Lars Hytting til Euroinvestor.

Læs også: 25 aktier med kurspotentiale - strateg forudser massiv vækst i it-sikkerhed

Han henviser til, at især grønne aktier i 2020 blev sendt mod himlen. Det ser man også med Vestas og Ørsted, der steg voldsomt på børsen. I 2020 steg Vestas-aktien med næsten 117 pct., mens Ørsted-aktien steg 83 pct. Til sammenligning steg C25-indekset næsten 36 pct.

»Både Vestas og Ørsted havde et virkelig stærkt 2020, og de lå derfor også højt ved indgangen til 2021. Men når noget er steget absurd meget, så er det ikke nødvendigvis det bedste udgangspunkt for året, der kommer,« udtaler Lars Hytting.

Han kunne da heller ikke regne værdiansættelsen hjem på de to grønne giganter, da han dykkede ned i tallene i januar. Aktierne var simpelt for dyre i forhold til kapitalforvalterens værdiansættelsesmodeller.

Læs også: Value-legende advarer om aktieboble: 'Det er en parodi på investering'

»Begge aktier nærmest sprængte værdiansættelsesmodellerne i starten af året,« forklarer han.

Det var også noget, som Lars Hytting flagede i begyndelsen af året. Vi skulle heller ikke længere ind i januar end en god uge, førend både Vestas og Ørsted ramte en foreløbig kurstop. Vestas-aktien toppede i kurs 312 kr. 6. januar, mens Ørsted toppede i kurs 1351 kr. samme dag. Derfra kendte de to grønne aktier nærmest kun én vej i aktiemarkedet: Ned.

Aktierne faldt begge med mere end 30 pct. fra deres respektive kurstoppe. På et tidspunkt blev aktiefaldene dog for meget, hvilket fik kapitalforvalteren til at samle op i de faldne kursstjerner. Lars Hytting understreger, at han ikke sidder med en krystalkugle, hvor der spindes guld på alle handler, men Vestas- og Ørsted-opkøbene er nogle af dem, hvor det er gået utrolig godt.

Læs også: Opsigtsvækkende dansk aktieraket: 'Det er gået under radaren, hvor god den har været'

»Der var ikke sket noget banebrydende nyt, men de var nærmest blevet en tredjedel mindre værd på et par måneder. Jeg kunne ikke få det til at passe, at Vestas og Ørsted handlede nede i de kurser. Vi kunne simpelthen ikke lade være med at købe op,« udtaler Lars Hytting.

For en langsigtet investor som Artha Kapitalforvaltning var det en gylden mulighed for at samle op i to selskaber, som kapitalforvalteren beskriver som 'fantastiske'.

»Fundamentalt så synes jeg, at begge selskaber er fantastisk selskaber, og de er sammen med Novo Nordisk nogle af Danmarks stoltheder,« udtaler Lars Hytting.

Hvilken aktie ser du størst potentiale i – Vestas-aktien eller Ørsted-aktien?
»Det er et svært spørgsmål, for det er to fantastiske selskaber. Rent kursmæssigt tror jeg, at der er mest at komme efter i Ørsted-aktien. Potentialet i Ørsted er størst, for de har ikke vundet nogen udbud i en evighed, men hvis de får hul på bylden, tror jeg, at investorerne vil strømme ind i aktien igen,« lyder det fra Lars Hytting.

Læs også: Siden Anden Verdenskrig har A.P. Møller døjet med én ting - nu spekulerer topanalytikere i stor ændring

 

Han henviser til, at det bliver spændende at se, hvorvidt Ørsted vinder et stort havvindudbud i den amerikanske delstat New Jersey. Det ventes at blive offentliggjort sidst onsdag 30. juni. Det kan du læse mere om her.

»Det er ikke noget, som 'redder' Ørsted på den lange bane eller som gør, at alt pludselig ser fantastisk ud, men der vil være enormt meget signalværdi i det, og især fordi Ørsted-aktien har haft et svært 2021,« udtaler Lars Hytting. For Vestas er der derimod en skepsis om, hvorvidt man kan holde sin guidance, mener han.

Aktiechefen hæfter sig ved, at den amerikanske storbank JP Morgan netop har ændret sin sælg-anbefaling af Vestas-aktien til en hold-anbefaling. JP Morgan har samtidig hævet sit kursmål for Vestas-aktien, men kursmålet er med hans ord stadig »væsentligt« under markedskursen i dag.

»Jeg ser dog en ret stor værdi i, at en bank som JP Morgan har ændret sin anbefaling, for det virker lidt som om, at markedet har indregnet en nedjustering fra Vestas. Den er bare ikke kommet endnu, og jeg hverken tror eller håber, at den kommer fra Vestas side. Det er også noget, der kan være en kurstrigger,« udtaler Lars Hytting.

Vestas-aktien er siden årets begyndelse faldet med næsten 13 pct., mens Ørsted-aktien er nede med næsten 27 pct.

Læs også: Lars Tvede tror på årelang børsfest for value-aktier