'Komisk' og 'skuffende' – tordner mod annulleret skattelettelse til danskere

Helt almindelige danskere, der investerer i aktier, får alligevel ikke en mærkbar skattelettelse i 2025.
Det er ikke bare »skuffende«, men også »ret komisk«, lyder det Mikael Bak, der er direktør i Dansk Aktionærforening.
»Det er set med privatinvestorernes interesse rigtig skuffende, og det virker en smule komisk, at man har fejret sejren uden at fortælle, at det kommer på bekostning af en bredere skattelettelse,« siger han og fortsætter:
»Så vi er ret skuffede. Det burde have været en reel håndsrækning, hele miljøet skulle have fået. Man giver med den ene hånd og tager med den anden.«
Udmeldingen fra Mikael Bak kommer, efter Euroinvestor tirsdag kunne fortælle, at afskaffelsen af den udskældte iværksætterskat – også kendt som 'skatten fra helvede' – kommer på bekostning af tusindvis af danske investorer.
Et stort politisk flertal – SVM-regeringen, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, De Konservative, De Radikale og Dansk Folkeparti – havde i forbindelse med iværksætterpakken fra i sommer indgået en aftale om at hæve den såkaldte progressionsgrænse på aktieafkastbeskatning fra 63.300 kroner i år til 83.100 kroner næste år.
For afkast under beløbsgrænsen er skatten 27 procent, mens den er 42 procent for afkast over beløbsgrænsen.
Den højere beløbsgrænse i 2025 ville have udløst en skattelettelse på op til 2.970 kroner pr. person næste år.
'Skatten fra helvede' betyder, at aktionærer i iværksættervirksomheder – som reglerne er nu – ved udgangen af hvert år skal betale 22 procent i skat på værdistigninger af børsnoterede aktier. Også selvom man ikke har solgt sine aktier og dermed ikke tjent penge på dem.
Det har skabt store problemer for en række iværksættere, som har været efterladt med tårnhøje skatteregninger, men i starten af december kunne regeringen melde ud, at den med tilbagevirkende kraft i syv år fjerne den udskældte skat og tilbagebetaler pengene til de berørte iværksættere.
Tilbagebetalingen koster cirka 100 mio. kr., og pengene er altså fundet ved, at regeringen udskyder forhøjelsen af progressionsgrænsen med et år, så den først træder i kraft i 2026.
Hos Dansk Aktionærforening har man heppet på bortskaffelsen af den udskældte skat, og derfor kommer det »noget bag på« Mikael Bak, at pengene til at skabe bedre vilkår for iværksættere kommer på bekostning af de private investorer.
»Det her kommer noget bag på os, og vi synes, det er uheldigt, at pengene går fra en skattelettelse, der skulle have været en begunstigelse til vækstinvesteringer.«
Selvom den forhøjede progressionsgrænse blot er udskudt et år, ændrer det ikke på Mikael Baks syn på sagen.
»Du får mig ikke til at stå og juble,« siger han og fortæller, at det selvfølgelig ærgre både ham og de helt almindelige private investorer, at pengene til at fjerne 'skatten fra helvede' bliver taget fra en en skattelettelse, som danske aktionærer var blevet stillet i udsigt i 2025.
Han vil nu på vegne af medlemmerne forsøge at påvirke politikerne til at finde pengene et andet sted.
»For det giver dårlig mening, hvis man ser på investeringer til vækst, at man ikke får sat gang i iværksætterpakken med det samme. Og jeg mener bestemt, at politikerne burde fastholde ambitionerne og finde pengene andre steder i den danske økonomi,« siger Mikael Bak med henvisning til, at den forhøjede progressionsgrænse er en del af iværksætterpakken, der blev indgået som aftale om af et bredt politisk flertal i juni i år.
Dansk Aktionærforening er ikke de eneste, der er overraskede over, at forhøjelsen af progressionsgrænsen er udskudt til næste år.
Også Danmarksdemokraternes skatteordfører, Hans Kristian Skibby, og erhvervsordfører Betina Kastberg er dybt forundrede over, at skattelettelsen er udskudt til 2026.
Partiet, der er en del af aftalekredsen bag iværksætterpakken, havde intet hørt om tiltaget, før Euroinvestor overbragte dem nyheden mandag. Læs deres reaktion her.
Lyt til den seneste episode af podcasten Millionærklubben her:
