Det nye robottaxi-eventyr, som Tesla er på vej ud på, har så stort potentiale, at aktien kan blive ti gange mere værd, end den er i dag.
Sådan lyder den opsigtsvækkende forudsigelse fra en af de fremtrædende tech-investorer, Cathie Wood, ifølge Bloomberg.
Hun er topchef i investeringsselskabet ARK Invest, og hun er blandt andet kendt for at være en meget optimistisk Tesla-aktionær.
Læs også: Markedsanalytiker: Tesla-aktien - fra krise til eufori?
Robottaxierne er selvkørende taxaer, og det har længe været ventet, at den amerikanske elbilproducent vil lancere deres selvkørende taxa. Udviklingen er noget af det største indenfor et tema, som har været centralt for aktiemarkedet den seneste tid ifølge Cathie Wood.
»Selvkørende taxaer er det største projekt, som er under udvikling, indenfor kunstig intelligens. Hvis vi har ret, har aktien mange kilometer foran sig,« siger Cathie Wood ifølge Bloomberg.
Spørger man Cathie Wood, har det nye marked for selvkørende taxaer et gigantisk potentiale. Hun regner med en global omsætning på 8.000 mia. dollar. til 10.000 mia. dollar. Det svarer til mellem 54.750 mia. kr. og 68.440 mia. kr. hvoraf hun regner med, at Tesla kan tage en stor luns af den omsætning. Og det, mener investoren, kan føre til en tidobling af aktiekursen.
Læs også: Få dage efter han blev skudt: Trump med forbinding – overraskede alle
Cathie Wood er blandt andet blevet kendt på at komme med vilde forudsigelser. Tidligere har hun spået, at bitcoin ville ramme en kurs på 1,5 mio. dollar i 2030.
Den kendte investors evner til at udvælge aktier, har da også mødt meget kritik. Finanstjenesten Morningstar har ifølge Business insider døbt Cathie Wood »den største formue-ødelægger«.
Det udsagn er baseret på, at hendes fond i perioden 2014 til 2024 kun formåede at lave et afkast på 121,8 pct., mens det teknologifokuserede amerikanske indeks Nasdaq 100, som mange teknolgi-aktiefonde måler sig op mod, leverede et afkast på 329,5 pct. i samme periode.
Spørger man analytikerne, er der heller ikke udsigt til en tidobling af Teslas markedsværdi i den nærmeste fremtid.
Tager man gennemsnittet af deres kurspotentialer, forudser de, aktien kommer til at falde med 20 pct. de kommende 12 måneder ifølge Bloomberg.
60 analytikere dækker Tesla-aktien. 27 af dem anbefaler at købe den, mens 19 analytikere har en hold-anbefaling. De resterende 14 analytikere anbefaler at sælge aktien.
Læs også: Markante fald til chipgiganter: USA overvejer 'alvorlige restriktioner'
Læs også: Amerikansk gigant har regnskab på vej: Storbank mener aktien er mere værd
