Henter kommentarer

Kryptomarkedet er ramt af rystelser: 'En bombe'

Foto: DADO RUVIC
Vis mere

»Det er jo en lille bombe på bitcoin-markedet.«

Sådan lyder det fra aktiechef Michael Friis Jørgensen fra rådgivningsvirksomheden HC Andersen Capital. Det sker, efter kryptoplatformen Binance i et overraskende træk har været nødt til at overtage konkurrenten FTX.

»Det sender rystelser ind i kryptomarkedet, forklarer Michael Friis Jørgensen i Millionærklubben onsdag og tilføjer:

»Nogle tænker måske, at det bare er et opkøb, men det er tydeligt, at hvis de to største fjender går sammen, så er det, fordi FTX er sårbar over for et bank-run,« udtaler Michael Friis Jørgensen.

Et såkaldt bank-run dækker over fænomenet, hvor en banks kunder skynder sig hen i banken for at hæve deres penge, inden banken løber tør for kontanter. Begrebet er blevet relevant på kryptomarkedet, og folk er ifølge aktiechefen ved at finde ud af, at en investering i en kryptobørs ikke er det samme som en investering i en bank.

»Nej, det er det ikke. Hvis en kryptobørs går ned, så går kryptobørsen ned, og så er dine bitcoins mine. Nogle af de her risici er noget af det, der har skabt den her vinter på kryptomarkedet,« lyder det fra Michael Friis Jørgensen.

Markedet for kryptovaluta er de seneste år blevet langt mere kompliceret, og de forskellige aktører på markedet er for aktiechefen at se blevet tættere forbundne og dermed mere sårbar, når det går galt ét sted.

»Vi har set flere af de her træer falde i kryptoskoven,« påpeger Michael Friis Jørgensen.

Spekulationerne går ifølge flere internationale finansmedier på, at FTX mangler kapital og derfor er nødt til at sælge sine kryptoandele. Det kan skabe pres i andre dele af kryptomarkedet og i værste fald skabe en dominoeffekt. Det er forklaringen på, at Binance går med til at overtage FTX.

Udviklingen sendte rystelser igennem kryptomarkedet tirsdag, fordi investorer ifølge Bloomberg News er bekymrede for, at der er problemer på vej op til overfladen på kryptomarkedet.

Læs også: Nordnet: Panik rammer markedet - investorer frygter dominoeffekt