Kryptomarkedet er endnu ikke blevet trætte af såkaldte 'meme-coins' med hunde på.

I løbet af ugen er kryptovalutaen shiba inu eksploderet med 400 pct., hvilket gør den digitale valuta til den 13. største målt på markedsværdi, skriver Coindesk på baggrund af data fra CoinGecko.

I skrivende stund lyder shiba inu-kursen på 0.00002667 dollar.

Shiba inu er ikke kun navnet på en kryptovaluta, men også navnet på en japansk hunderace og den pludselige stigning i en – måske for mange – tilfældig mønt blandt tusindvis af andre, har fået flere kryptohandlere til at klø sig i håret.

»Jeg vil sige, at det bare er krypto, der opfører sig som krypto,« lyder det fra
Ashwath Balakrishnan fra kryptoanalysefirmaet Delphi Digital til mediet og tilføjer:

»Når markederne bliver urolige, har meme-mønterne en fordel.«

Meme coins – eller meme-mønter – er kryptovalutaer, der på kort tid har opnået voldsom popularitet. Det kan blandt andet være som resultat af, at private investorer eller influenter promoverer dem online.

En anden populær meme coin er dogecoin, som oprindeligt blev skabt som en joke, men som i dag er en af de mest populære kryptovalutaer. Efter dogecoins enorme popularitet er der kommet flere meme coins til – blandt andet førnævnte shiba inu.

Blandt andet har Tesla-stifter Elon Musk og rapper Snoop Dogg begge erklæret deres kærlighed til dogecoin.

Elon Musk har blandt andet tidligere tweetet »Who let the Doge out« og »No highs, no lows, only Doge«, og år til dato er dogecoin oppe med mere end 5000 pct.

Læs også: Danmarks rigeste mands selskab sætter rekord

Læs også: Svær start for Tvedes nye fond