Henter kommentarer

Kvinder sparer op, mænd investerer


Der er forskel på, hvad mænd og kvinder gør af deres penge.

Det er konklusionen på en undersøgelse, som Norstat har lavet for Skagen Fondene. Kvinder sparer i højere grad løbende op end mænd, men kvinder risikerer dermed, at inflationen æder afkastet på opsparingen.

»Kvinder løber færre risici, og det straffer sig i længden,« lyder det fra Pål Bergskaug, der er chef for formueforvaltning i Skagen Fondene.

Det er konklusionen, når man ser på, hvor stor en andel af befolkningen, der sparer et beløb op hver måned – og hvor de så placerer opsparingen. 71 pct. af kvinderne svarer, at de sparer et fast beløb op hver måned, mens 61 pct. af mændene svarer det samme.

Læs også: Nu vender interessen for særlig boligfinte tilbage

»Som den økonomiske hverdag ser ud nu, er det vigtigt at have et bevidst forhold til sin egen økonomi og tegnebog. Derfor er det godt, at så mange mennesker sparer fast op hver måned. For gennem fast opsparing kan du oparbejde en buffer, der kan bruges, hvis du for eksempel får en unormalt høj elregning,« lyder det fra direktør for formueforvaltningen i Skagen Fondene, Pål Berskaug.

Mens 79 pct. af mændene har placeret penge på opsparingskonti, har hele 90 pct. af kvinderne gjort det samme, viser Norstat-undersøgelsen.

Godt halvdelen af mændene har også placeret midler i investeringsfonde, mens 45 pct. af kvinderne har det samme.

»Kvinder placerer i højere grad end mænd penge på opsparingskonti og investerer i mindre grad i fonde. Vi ved fra forskningen, at kvinder er mindre risikovillige end mænd, og det straffer sig i længden. For når du løber færre risici, får du også et lavere forventet afkast,« lyder det fra Berskaug.

Læs også: Strateg forudser: Snart vender det

De seneste måneder har inflationen fået meget omtale i nyderne. Tal fra Danmarks Statistiks nyeste tal viser, at forbrugerprisindekset er steget med hele 10,6 procentpoint fra september 2021 til september 2022.

»Inflationen er højere end den rente, som vi får på vores opsparingskonti, og derfor mister vores opsparing sin værdi over tid. Selv om centralbankerne i flere lande nu sætter renten op, tager det ofte tid, før bankerne også hæver renten på indlån. Det må man tænke på, nu hvor inflationen stiger. Både mænd og kvinder må tænke over, hvad de ønsker at få ud af deres opsparing, og hvordan midlerne bør placeres,« lyder det fra formuechefen.

Historisk set er værdien af ens penge altid blevet større på børsen end på opsparingskontoen. Dem, der får det bedste afkast, er dem, der lader investeringen stå – både når det går op og ned, påpeger man hos Skagen Fondene.

»Hvis du har mulighed for at sætte penge til side til investering og har et langsigtet opsparingsperspektiv, bør du overveje at investere en del af din opsparing i aktiefonde. Du må i så fald kunne udholde at investeringens værdi svinger, men over tid vil det sandsynligvis give et betydeligt større afkast, sammenlignet med at sætte pengene ind på en opsparingskonto,« forklarer Bergskaug.