Henter kommentarer

Lau Svenssen: Derfor har jeg købt disse tre aktier


Lau Svenssen har købt op i tre aktier.

Det fortalte han i fredagens udgave af Millionærklubben.

Den erfarne investor har kastet penge efter vaccineselskabet Alk-Abello og rederierne Torm og Norden.

Alk-Abello har han købt op af, efter den »styrtede«, som han selv beskriver det.

»Jeg begyndte at købe i kurs 88. Så faldt den til 82, og så købte jeg flere.«

Aktuelt koster en aktie i det danske selskab 73,50 kr. Tilbage i midten af april lød prisen på 110 kr. Investorerne sendte aktien ned som følge af skuffende tal. 

I juni oplevede aktien igen en nedtur, efter topchefen Carsten Hellman blev sendt ud i kulden.

Læs også: Kan du genkende dig selv? Sådan ser den gennemsnitlige danske privatinvestor ud

»Det er et glimrende selskab, og jeg satser på, at turen ned fra kurs 110 var en fejl,« siger Lau Svenssen, der vil have kursen op i 130-140 før han vil overveje at sælge ud igen.

Torm-aktien solgte Lau Svenssen, da den kostede 230 kr. Siden da er den faldet en del og koster nu 162 kr. Men det var da kursen lød på 153 kr. for et par dage siden, at Lau Svenssen igen begyndte at købe op.

Lau Svenssen er nemlig overbevist om, at selskabet vil tjene »glimrende« penge.

Norden-aktien er den, Lau Svenssen er mest optimistisk omkring. Han mener det var en misforståelse, at selskabet ikke opjusterede tilbage i starten af året, da selskabet præsenterede friske tal for første kvartal.

»De opjusterede ikke, hvilket markedet nok havde regnet med. Jeg tror, de ligger og skubber nogen salgsavancer foran sig i form af aftaler på frag,« siger Lau Svenssen, der tror, at selskabet inden længe vil skrue op for forventningerne. 

En aktie i Norden koster fredag 336 kr. Lau Svenssen ser, at aktien kan ramme mellem 550 kr. og 600 kr.

Læs også: Stjerneinvestor køber stort op i amerikansk gigant

Læs også: Novo-konkurrent vil købe selskabet: Lille aktie stiger 438 pct.