Det er en god nyhed, at Bavarian Nordic har lavet en produktionsaftale med et andet selskab, mener erfaren investor.

Bavarian Nordic oplyste torsdag aften, at det amerikanske medicinalselskab Grand River Aseptic Manufacturing skal hjælpe med at dække efterspørgslen på abekoppevacciner. Du kan læse mere om aftalen her.

»Det er meget positivt, at de nu har skaffet sig en partner, selvom jeg troede, at de måske ville lave en aftale med Johnson&Johnson,« siger chefanalytiker i Svenssen & Tudborg, Lau Svenssen.

Lau Svenssen har selv aktier i Bavarian Nordic, og nyheden om den nye partner glæder ham på trods af, at det ikke er en af de helt store medicinalgiganter.

»Som aktionær skal man være glad for den nyhed, selvom deres nye partner er i den mindre ende. Jeg havde håbet, at de vil finde en større partner, men overordnet set er det godt,« siger Lau Svenssen.

Markedet har også taget godt imod nyheden. Bavarian Nordic-aktien steg med over 5,90 pct. ved fredagens børsåbning.

Læs også: Bolig-direktør: Nye regler skaber angst

Læs også: Bavarian Nordic allierer sig med amerikansk selskab