Mens alles øjne tirsdag var rettet mod det kriseramte flyselskab SAS, har den erfarne investor Lau Svenssen haft pengepungen fremme for at købe op i et andet flyselskab.
Det er blevet til en lille position i det norske selskab Norwegian, fortæller investoren i dagens udgave af Millionærklubben. Han indrømmer dog, at han ikke anser det for at være en hverken sikker eller stor investering:
»Det er et skud fra hoften,« siger Lau Svennsen i podcasten og tilføjer:
»Men det er i småtingsafdelingen, for man skal ikke satse mange penge på det der.«
Den erfarne investors ræsonnement for at købe op i Norwegian er, at luftfartsbranchen i Norden vil blive ændret, efter at SAS nu er blevet reddet.
Lau Svenssen forventer nemlig, at de nye ejeres altoverskyggende fokus vil være, at SAS skal tjene penge og blive rentable. Og det kan føre til, at selskabet vil blive skåret ind til benet:
»Det vil betyde, at det nordiske flymarked vil blive kommercielt. Der er ikke længere nogle steder, hvor man kan hente penge, og pointen er derfor, at SAS skal være rentable fra nu af. Og så vil markedsforholdene for Norwegian også blive bedre,« siger Lau Svenssen i en opfølgende telefonsamtale.
Hvordan kommer det helt konkret til at bidrage til Norwegian?
»Konkurrencen bliver betydeligt mindre. Og priserne på at flyve heroppe i norden bliver betydeligt højere. Det er ikke godt for forbrugeren, men det skal til,« siger Lau Svenssen.
Han mener, at det kommercielle fokus vil bidrage til at gøre nordisk luftfart til en »fin branche« igen:
»Det er det, jeg satser på. Og så mener jeg, at vinderen i det spil bliver Norwegian, for han står sådan set med en forretning, som er bygget op nedefra. De har jo været helt nede og vende, og så bygget på opad og taget flere fly ind i takt med, at salget steg,« siger Lau Svenssen.
Norwegian-aktien har ligesom mange andre luftfartsaktier haft det hårdt på det seneste. De seneste fem år er aktien gået tilbage med 99,8 pct.
I torsdagens børshandel stiger Norwegian-aktien dog med 4,45 pct. på børsen i Oslo. En Norwegian-aktie koster i øjeblikket omkring 8,7 norske kr.
Læs også: Dansk biotekselskab sender fedmemiddel ud i afgørende forsøg
Læs også: Her er den danske milliardær, der er uventet ny medejer af SAS


Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner