Henter kommentarer

Lau Svenssen om populær dansk aktie: 'Den er markant overvurderet'


En af de mest populære danske aktier koster i øjeblikket markant mere end den burde. 

Sådan lyder den klare melding fra den erfarne investor og faste porteføljeforvalter i Millionærklubben, Lau Svenssen, i dagens udgave af Millionærklubben. 

Det er vindmøllegiganten Vestas, der er tale om, og Lau Svenssen mener, at den danske aktie er overvurderet. 

»Den er markant overvurderet, og jeg mener ikkem at de er ude af skoven endnu. Deres indtjeningsmarginaler vil fortsat være lave, men de har så den der servicebutikm der giver gode penge,« siger Lau Svenssen i dagens podcast. 

Vestas-aktien tog et ordentligt dyk i sensommeren af 2023, men er siden kommet tilbage og formåede at levere et afkast på 6,2 pct. i 2023. Det danske C25-indeks formåede dog at levere 8,7 pct. i afkast i 2023. 

Slutningen af året har da også været positivt for den danske vindmøllekæmpe, som har leveret det bedste kvartal nogensinde målt på mængden af ordrer. Her blev det nemlig til ordrer for 6.945 MW, hvilket du kan læse mere om her.

Lau Svenssen bider blandt andet mærke i, at en del af ordrerne hos Vestas er store havvindmøller, som bliver en væsentlig del af virksomhedens volumen i fremtiden: 

»Nu skal de i gang med de store havvindmøller, som skal ud og skrues op. Og det bliver interessant, for det er dem, der skal give volumen i resten af 20’erne,« siger han i podcasten.

Den erfarne investor er dog ikke klar til, at stige ombord i aktien på det nuværende kursniveau: 

»Nej, jeg har ikke nogen trang til det der - lad det være,« konkluderer Lau Svenssen i dagens afsnit af Millionærklubben. 

Læs også: Finanshus ser denne aktie dominere fedme- og diabeteslandskabet næste år

Kigger man på, hvad de professionelle analytikere mener om Vestas-aktien, så er de anderledes positive end den garvede investor. Ifølge data fra Bloomberg er der 36 analytikere, der dækker Vestas-aktien. 

Af dem har 21 en købsanbefaling, mens 9 anbefaler investorerne at holde aktien og 6 anbefaler at sælge. Det er dog ikke fordi analytikerne i gennemsnit ser det store kurspotentiale i Vestas-aktien i øjeblikket. 

Analytikernes gennemsnitlige kursmål - altså gennemsnittet af den kurs, som analytikerne mener at aktien skal i indenfor 12 måneder - er 200,9 kr. per aktie. Det indikerer et negativt kurspotentiale på -5,9 pct. mod en aktuel kurs på omkring 213,6 kr. tirsdag formiddag. 

Læs også: Sydbank ser begrænset afkastpotentiale i 2024: 'Det er et dårligt udgangspunkt'

Læs også: Cheføkonom om nye salgstal: 'Det er en voldsom stigning'