Henter kommentarer

Legendarisk investor: Disse aktier er attraktive

Foto: Yoshikazu Tsuno/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Attraktive priser«, »godt styrede« og »respekterede«. 

De rosende gloser er mange i den legendariske Warren Buffetts seneste brev til investorerne, hvor japanske selskaber fylder en del.

Det er især de fem japanske virksomheder Itochu, Marubeni, Mitsubishi, Mitsui og Sumitomo, som den garvede investor fremhæver. Du kan se, hvordan de har klaret sig de seneste år på listen i bunden. 

Han mener, at de fem selskaber klarer sig bedre end de amerikanske på nogle vigtige områder. Han skriver blandt andet, at ledelserne i de fem japanske virksomheder har været »langt mindre aggressive med hensyn til deres egen kompensation, end man typisk ser i USA.«

Samtidig påpeger investoren, at virksomhederne anvender overskud mere bæredygtigt.

»Hver af de fem anvender kun cirka en tredjedel af deres overskud til udbytte. De store summer, som de fem beholder, bruges både til at udvikle deres mange forretningsområder – og i en mindre grad – til at tilbagekøbe aktier. Ligesom Berkshire er de fem virksomheder tilbageholdende med at udstede nye aktier,« skriver han i sit brev.

De mange rosende ord om de japanske virksomheder kommer oven på den forgående uge, hvor de japanske aktier torsdag slog rekord og ramte det højeste niveau siden 1989.

Warren Buffett og Berkshire er da også langt fra færdig med at købe op, vurderer Mineo Bito, som er direktør i Bito Financial Services Co. Han er en japansk investeringsrådgiver, der har fulgt Berkshire Hathaways rejse i Japan. 

»Det er sandsynligt, at Buffett vil øge sin ejerandel i dem, da de stadig er undervurderede, og der er stadig plads, inden de når det maksimale ejerandel på 9,9 pct., som Berkshire har erklæret,« fortæller han til Bloomberg.

Investeringsselskabet Berkshire Hathaway, som Warren Buffett bestyrer, startede tilbage i 2019 sit eventyr i Japan. Selskabet købte op i fem af de største japanske handelshuse; Itochu, Marubeni, Mitsubishi, Mitsui og Sumitomo.

Handelshusene hedder lokalt sogo shohsa. Det er konglomerater, der importerer alt fra metal til mad ind i Japan.

Du kan læse mere om Buffetts opkøb i Japan her.

Så meget har Buffetts selskaber givet i afkast de seneste fem år.

  • Itochu: 232 pct.
  • Sumitomo: 123 pct.
  • Mitsubishi: 212 pct.
  • Mitsui & Co: 274 pct.
  • Marubeni: 218 pct.

Tallene er fra Bloomberg. Det er afkastet på den japanske børs målt i lokal valuta.

Læs mere: Stort aktieindeks slår rekord: Højeste niveau siden 1989

Læs mere: Warren Buffett køber op i Japan