
Verdens måske mest anerkendte investor, den 94-årige amerikaner Warren Buffet, har gennem sit investeringskonglomerat Berkshire Hathaway solgt ud af sine aktier og opbygget en kontantbeholdning på omkring 334 mia. dollar.
Det kan skabe bekymring blandt investorerne - for sælger Buffet ud, fordi han tror markedet skal falde?Investeringsstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen har et særligt bud på, hvad Warren Buffett har gang i.
Danske Bank-strategen mener ikke, at Buffets store kontantbeholdning skal ses som et salgssignal for aktier - i stedet peger han på fire mulige årsager til, hvorfor Buffet går kontant:
»Historisk set ville det at sælge ud hver gang, Berkshires kontantbeholdning nåede rekordniveauer, have betydet, at man gik glip af lukrative perioder på aktiemarkedet,« lyder det fra Lars Skovgaard Andersen i en kommentar.
Læs også: Legende trækker sig snart: 'Det varer ikke længe'
Han peger her på fire mulige årsager til, at Berkshire Hathaway opbygger en stor kontantbeholdning:
1. Forsikringskrav
»Berkshires omfattende forsikringsoperationer nødvendiggør en betydelig kontantreserve til potentielle udbetalinger,« påpeger Lars Skovgaard Andersen.
Han henviser her til, at Berkshire Hathaway ejer en række forsikringsselskaber, og at behovet for at kunne udbetale eventuelle erstatningssummer kan kræve, at der er kontanter i kassen.
2. Investeringmuligheder
»Buffett står over for udfordringer med at finde store, rimeligt prissatte virksomheder til at tilføje til sin portefølje. Hans forsigtige holdning til at øge investering i det seneste større skud på stammen, nemlig japanske handelshuse, kan være sat på pause givet deres negative præstation i 2023 og 2024. Han har lov til at øge sin andel til over 10 pct., men som sagt så afventer han,« lyder det fra Lars Skovgaard Andersen.
Læs også: Investor fremhæver finansaktie - 'giver et godt udbytte'
Warren Buffet er investeret i fem japanske handelshuse: Itochu, Marubeni, Mitsubishi, Mitsui og Sumitomo. Han købte op i selskaberne første gang i juli 2019.
3. Forberedelse til lederskifte
»Buffett forbereder sandsynligvis en problemfri overgang til den næste administrerende direktør ved at sikre, at der er tilstrækkelige kontanter til rådighed til at understøtte nye investeringsinitiativer,« lyder det fra Lars Skovgaard Andersen.
På grund af Buffets imponerende høje alder, nærmer den tid sig, hvor den amerikanske investor ikke længere skal stå i spidsen for Berkshire Hathaway. Lars Skovgaard Andersen mener, at den store kontantreserve kan hænge sammen med, at Buffet samler ammonution som hans udpegne efterfølger Greg Abell kan styre.
4. Markedsstabilitet
»At have væsentlige kontantreserver kunne også være strategisk fordelagtigt for at købe aktier for at stabilisere eller understøtte aktiekursen, når han overdrager roret,« påpeger Lars Skovgaard Andersen endeligt.
Berkshire Hathaway-aktien har leveret et afkast på 108 pct. de seneste 5 år, hvor de amerikanske aktier i S&P 500-indekset har leveret 102,4 pct. i samme periode ifølge Bloomberg. Dermed har Buffet slået indekset og leveret et gennemsnitligt årligt afkast på 15,8 pct. i perioden.



Genialt: Det her kort skal du have



Stor guide: 57 geniale gaver

















