Henter kommentarer

Lille dansk aktie i vanvittig stigning


72 pct.

Så enorm er stigningen, som den danske maritime aktie, Erria, lige nu står i.

Erria er noteret på vækstbørsen First North, og den massive fremgang skyldes givetvis, at selskabet tidligere mandag løftede sløret for en kontrakt med energikæmpen Ørsted.

Kontrakten er femårig og har en værdi til 450 mio. kr., hvilket gør kontrakten til Errias største nogensinde.

Læs også: 'Jeg tror, at flere store aktier vil åbne med fald'

»Kontrakten med Ørsted sikrer Erria en solid omsætning over de næste minimum fem år, og vi får igen et kvalificerende kvalitetsstempel fra en af de største og mest betydningsfulde spillere på offshoremarkedet,« siger Errias administrerende direktør, Henrik N. Andersen, i en pressemeddelelse.

Børsnoterede Erria holder til i Køge og lever af at servicere rederier med drift, sikkerhed, logistik og sørger for, at skibene kommer fra A til B under gode og sikre forhold for både ansatte og gods.

I kølvandet på kontrakten opjusterer Erria sine forventninger til 2022. Den samlede koncernomsætning for året skrues op fra 90-100 millioner kroner til 110-120 millioner kr.

Også driftsresultatet (EBITDA) løftes fra 2-4 millioner kr. til 4-6 millioner kr.

En aktie i Erria koster 5,5 kr. i skrivende stund.

Læs også: Lille dansk selskab vinder største kontrakt nogensinde

Læs også: Chefstrateg advarer: Vi risikerer et nyt dyk