Henter kommentarer

Lille dansk bank lander bedste resultat nogensinde - investorer får stor bid af kagen


I dag er en historisk dag hos Skjern Bank.

Her kan man nemlig fortælle, at 2023 har været det bedste år nogensinde for den mere end 100 år gamle bank.

Det fremgår af Skjern Banks netop offentliggjorte årsregnskab.

Resultatet før skat er steget med 80 pct. til 344,1 mio. kr. mod 191,1 mio. kr. i 2022.

Også basisresultatet er steget med 44 pct. og udgør i 2023 335,9 mio. kr. mod 233,6 mio. kr. året forinden.

Læs også: Isoleringsgigant vil forkæle investorerne: Så meget lægger de op til at udbetale

Af regnskabet fremgår det også, at egenkapitalen blev forrentet med 24 pct. før skat.

Egenkapitalforrentning er et mål for sammenhængen mellem, hvad virksomheden tjener, og hvad det ejer og fortæller noget om et selskabs evne til at skabe afkast ud fra de værdier, som virksomheden råder over. Jo højere egenkapitalforrentning, desto bedre.

Det gode resultat kommer også bankens aktionærer til gode - der er således lagt op til at udbetale 5 kr. i udbytte pr. aktie. Det svarer til 48 mio. kr. - eller 18,7 pct. af årets resultat efter skat.

I år er udsigterne dog ikke helt så gode, som 2023 kunne præstere. For 2024 venter Skjern Bank et resultat før skat mellem 270 og 300 kr.

Læs også: eToro: Vi skal ikke lade os skræmme af Carlsbergs ’tekniske underskud’ på næsten 40 mia. kr.

Læs også: C25-topchef varsler højere priser