Chefen for den amerikanske centralbanks afdeling i St. Louis, James Bullard, gentog torsdag i et interview med CNBC, at han ønsker at se "tapering" afsluttet i første kvartal af 2022.

Bullard sagde også, at han er skeptisk i forhold til, at inflationen vil blive modereret i 2022 - og at den her formentlig bliver højere end 2,5 pct.

Det skriver FXStreet.

En hurtig nedtrapning - "tapering" - af obligationsopkøbene kan ifølge Fed-chefen give frivillighed i forhold til renteforhøjelser, og hvis inflationen modereres kan renteforhøjelser blive udskudt.

Hos den danske kapitalforvalter Formuepleje vurderer aktiechef Otto Friedrichsen, at markedet de seneste uger har været præget af nervøsitet. Det skyldes både en bekymring for lavere vækst, deltavarianten og ikke mindst køreplanen fra den amerikanske centralbank, forklarer han i en kommentar torsdag.

»Et af de store spørgsmål p.t. er netop, at vi ved, at USA’s centralbank på et tidspunkt skal stramme pengepolitikken igen, men ingen ved hvornår og i hvilket omfang den amerikanske centralbank kommer til at skalere de aktuelle opkøb på i alt 120 mia. dollars om måneden,« forklarer aktiechef Otto Friedrichsen.

Han er ikke i tvivl om, at centralbanken» bevæger sig på en knivsæg og er uhyre koncentreret om at ramme den rigtige balancegang i pengepolitikken.«

»Fed kommer til at gå på listefødder og vil strække sig meget langt for at undgå at skræmme de finansielle markeder. Det er ikke nogen let situation at løse, efter at vi i 1. halvår har diskuteret stigende inflation og set renterne køre op, men hen over sommeren er toppen taget af tempoet i inflationen og vækstaccelerationen modereret, og renterne er faldet tilbage igen. Det er i dette miljø centralbanken gradvist skal trække den ekspansive pengepolitik tilbage, da amerikansk økonomi igen kan stå på egne ben, men i en verden hvor de lave renter har defineret alternativerne til aktiemarkedet,« siger Otto Friedrichsen og tilføjer:

»Derfor gør Fed rigtigt meget ud af at forberede de finansielle markeder på centralbankens næste skridt, så investorerne ikke bliver taget på sengen og derigennem risikerer at ryste markederne. Specielt i 2013 og til dels også i 2018 så vi eksempler på, at Fed kom ud af trit med markedets forventninger, og det skabte nogle negative dønninger i de finansielle markeder, hvilket man som centralbank ikke ønsker at være kilde til,«

Læs også: Kendt finansmand er ikke alene: Også privatinvestorer satser på fald i populær ETF

Læs også: Mødet alle venter på: Det forudser Danske Bank

/ritzau/FINANS